• Forside >
  • Nyheder >
  • DEFU STEPP Automatiseret påsætning og aftagning af instrumentcontainere
DEFU STEPP Robotool

DEFU STEPP Automatiseret påsætning og aftagning af instrumentcontainere

En automatiseret løsning til påsætning og aftagning af instrumentcontainere i hospitalernes sterilcentraler skaber bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

Flere delprocesser i genbehandling af kirurgiske instrumenter på hospitalerne kan med eksisterende teknologier automatiseres. I et af delprojekterne under Den automatiserede sterilcentral (DEFU STEPP) har projektpartnerne RoboTool, Gibotech, KEN, Sydvestjysk Sygehus og Syddansk Universitet samarbejdet om udviklingen og afprøvningen af et koncept for en automatiseret løsning til påsætning og aftagning af instrumentcontainere ved kabinetvaskemaskine. En løsning, som vil fjerne tunge løft og ensidigt gentaget arbejde (EGA) for medarbejderne i sterilcentralen.

Løsningen har automatiseret udtagningen af container fra casecart, åbning og aftagning af låg, udtagelse af instrumentbakke/trådnet og håndtering/placering af låg og container på vogn.

2013 02 07 DEFU STEPP konf Automatisering af sterilcentraler RoboTool Sterilcentral from Welfare Tech on Vimeo. (videoen er produceret af RoboTool)

- Vores første opgave var at få defineret projektet. I hver eneste automationsopgave man går ind i, er det utroligt vigtigt, at man ved hvad materialer, der skal indgå i projektet. Det der er indlysende for de ansatte på sterilcentralen er ikke rigtig indlysende for maskinbyggeren eller andre leverandører. Vi havde en række kommunikationsudfordringer til at starte med. Vi fik udviklet et koncept og en opstilling til en type bakker, som også virkede, men så fik vi at vide, at Esbjerg Sygehus havde en anden type bakker, som de var mere interesseret i at bruge fremadrettet. Og så måtte vi justere. Derfor har vi lagt vægt på, at det første man gør, inden man går i gang, er at definere materialerne, siger direktør Leif Thomsen, RoboTool, der har været med til at udvikle løsningen.

Resultatet er en opstilling og test af løsningen, som overbevisende har automatiseret alle processer i projektet. Dog er der nogle forbehold for løft af trådnettet, som der kan arbejdes videre med. Bl.a. i forhold til, hvor fyldt trådnettet må være for at undgå kollisioner.

- Vi har valgt at anvende robotteknologi, fordi det er yderst fleksible og varierende lokaler og materialer vi skal arbejde med. Vi har skullet vælge en teknologi, der kan passe til både små og større lokaler, og der synes vi robotteknologi er det rigtige valg. Hvis man har en automat, så er man bundet af de fysiske rammer den har. Med robotteknologi kan vi hurtigt flytte rundt på layoutet, så det passer til de faciliteter vi møder. Vi kan også hurtigt indlære nye koordinater, hvis vi får nogle nye bakker, og det er hurtigt at udvikle nye værktøjer, hvis vi fx får nye containere, fortæller Leif Thomsen.

Med testen af løsningen er der nu en afprøvet teknologi til automatisering af påsætning og aftagning af instrumentcontainere, som vurderes lønsom for alle akutsygehuse med egen sterilcentral.

Projektpartnerne RoboTool A/S, Gibotech A/S, KEN A/S, Sydvestjysk Sygehus og Syddansk Universitet.

Læs mere om DEFU STEPP-projekterne

Kontakt

Leif Thomsen

Direktør

RoboTool A/S

Download vCard

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png