• Forside >
  • Nyheder >
  • Er velfærdsteknologi og digitale redskaber fraværende i velfærdsuddannelserne?
ucl

Er velfærdsteknologi og digitale redskaber fraværende i velfærdsuddannelserne?

Det spørgsmål stiller rektor Erik Knudsen fra University College Lillebælt i et debatindlæg og opfordrer til, at både sundhedsprofessionelle, borgerne og deres pårørende ”klædes på”, så de får den nødvendige glæde og gevinst ud af ny teknologi.

Debatindlæg ved rektor Erik Knudsen, University College Lillebælt.

Der peges i disse år på en lang række gevinster i brugen af velfærdsteknologi. Det ser imidlertid ud til at være svært at få dem høstet.

Senest har Altinget i en artikel 25. februar under overskriften ”Bedre uddannelser skal forcere "digital kløft"” henvist til en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), der viser, at velfærdsteknologiske løsninger ikke i tilstrækkelig grad indgår i professionshøjskolernes sundhedsuddannelser. Desuden peger undersøgelsen på at professionshøjskolerne ikke er lydhøre over for de signaler, som kommer fra aftagerne.

En ældrechef i en kommune udtaler: “Mit indtryk er, at folk i uddannelsessystemet oplever det som forstyrrende, at vi kommer med ønsker til, hvad det sundhedsfaglige personale skal kunne, når de kommer ud til os. Og ja, det er rigtigt, at meget af det kan de lære i praktikken, men jeg vurderer alligevel, at man ville gøre klogt i at sætte tidligere ind.”

Hvor svært kan det være?

Hvis analysen og udsagnet er korrekt, burde det jo være relativ let at gøre noget ved. Men er problemet helt så enkelt? Det er der noget, der tyder på ikke er tilfældet.

I Region Syddanmark har vi i University College Lillebælt bl.a. deltaget i drøftelser med regionen og en kommune om et stærkere tværsektorielt samarbejde for at styrke anvendelsen af velfærdsteknologi.

Her viser en række brugerundersøgelser, at for megen teknologi bliver indført løsrevet fra både behov og den daglige drift, og det skaber modstand og utilfredshed, når både borgere og personale skal bruge teknologierne i hverdagen.

Fremtidens sundhedsvæsen stiller desuden nye krav til tværsektorielle samarbejder om medarbejdernes ansvarsområder og kompetencer, hvilket fordrer nye roller af såvel sundhedsprofessionelle som borgere og pårørende, som de skal klædes på til.

Alle skal ”klædes” bedre på

Det er således ikke kun et spørgsmål om manglende uddannelse. Der er noget, der tyder på, at udnyttelsen af de potentialer, som velfærdsteknologien indeholder, forudsætter, at vi sammen bliver bedre til at forstå, hvor og hvordan velfærdsteknologien kan bidrage til at skabe mere selvhjulpne borgere, hvordan den kan understøtte de fagprofessionelle i hverdagen, og hvordan den bliver tænkt ind i den daglige drift, så gevinsterne ved teknologien bliver udnyttet både fagligt og driftsmæssigt.

Endelig er der en kompetenceside, hvor både de sundhedsprofessionelle og borgerne og evt. også deres pårørende skal ”klædes på”, hvis de skal få den nødvendige glæde og gevinst ud af teknologien.

Det sidste handler både om, hvordan velfærdsteknologi indgår i uddannelserne i dag, og om hvordan vi gennem efter- og videreuddannelse kan ”klæde” eksisterende medarbejdere og borgerne samt evt. deres pårørende ”på” til brugen af velfærdsteknologien.

Og det giver uddannelsesmæssige udfordringer. For hvad er det for velfærdsteknologier, som uddannelserne skal ”klæde” de studerende ”på” til. Er det entydigt? Og hvad er det så man skal kunne? Næppe den konkrete teknologi – måske i efter- og videreuddannelse - dels fordi der arbejdes med meget forskellige teknologier i sundhedsvæsenet, dels er der mange forskellige typer af den samme teknologi og endelig skifter både behov og teknologier løbende.

At forstå og anvende

Det handler mere om teknologiforståelse og teknologianvendelse. Hvordan kan den bruges til understøtte og hjælpe borgere/brugere og hvordan kan den bruges til at understøtte og udvikle den sundhedsfaglige opgaveløsning. Det er vigtigt, at vi bliver enige om det, samt om hvordan det så skal udmønte sig i uddannelserne.

Når det er afklaret, er der behov for en afklaring, hvordan opgaven så skal løses, hvad skal foregå på professionshøjskolerne, hvad skal ske i praktikken, og endelig hvad skal ske i fællesskab.

Selv om velfærdsteknologi indgår i stigende omfang i uddannelserne, er der helt sikkert behov for at få udviklet brugen i uddannelserne yderligere. Der er imidlertid en række udfordringer med at få teknologien stillet til rådighed i uddannelserne. Det er fx spørgsmål om økonomi og om at få den stillet til rådighed på en måde, så det foregår praksisnært (spørgsmål om datasikkerhed m.v.). Udfordringer som ofte kræver et tæt samspil mellem teknologileverandører, aftagererhverv og professionshøjskole, og som både er vanskeligt, tids- og ressourcekrævende og derfor ofte tager lang tid at få etableret.

Borgerne skal inddrages mere

Endelig peger vores undersøgelser på, at et af de største problemer ligger i, at vi ikke har nok fokus på inddragelse af borgerne og hverdagen i driften, når velfærdsteknologi skal tages i anvendelse.

Et ja eller nej til det indledende spørgsmål giver således ikke svaret på udfordringen. Vi får kun de gevinster, som velfærdsteknologien har og kan inddrage dem på rette vis i uddannelserne, hvis aftagere og professionshøjskoler bliver bedre til i fællesskab at få afklaret de spørgsmål, som er stillet oven for – herunder tænker meget mere på at inddrage brugerne.

Der er allerede gode eksempler på, at der mellem parterne er et stigende fokus på disse spørgsmål. Så lad os se at komme videre af det spor, ikke mindst af hensyn til borgerne!

Erik Knudsen, rektor University College Lillebælt.

University College Lillebælt er medlem af Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png