2016-06-06-Udenrigsministeren-åbnede-velfærdsteknologiambassade_Britt.jpg

Udenrigsministeren åbnede velfærdsteknologi-ambassade

Ambitionerne var høje, da udenrigsminister Kristian Jensen åbnede den finske velfærdsteknologi-ambassade på Institut for Hverdagsteknologi i Odense.

Der er store muligheder i et dansk-finsk samarbejde inden for velfærdsteknologi. Det var alle enige om, da udenrigsminister Kristian Jensen og Finlands ambassadør i Danmark, Ann-Marie Nyroos, åbnede den finske velfærdsteknologi-ambassade på Institut for Hverdagsteknologi i Odense.

- Odense er et center for velfærdsteknologi, og den finske ambassade vil styrke positionen yderligere. Innovation bliver et nøgleord i de kommende år, og finsk-danske partnerskaber vil skabe en stærk platform for nye idéer, sagde udenrigsminister Kristian Jensen.

Det var den finske ambassadør enig i. Hun pegede på, at de danske virksomheder har et højt teknologiske niveau, mens finnerne traditionelt står stærkt, når det gælder innovation. 

Ved at kombinere de danske og finske spidskompetencer opstår der en ’win-win’ situation ikke blot for virksomheder og det offentlige, men også for borgerne, som vil få gavn af samarbejdet:

- Fremtidens ældre vil ikke være tilfredse med at få tilbudt standardløsninger. Hvis vi skal kunne tilbyde skræddersyet hjælp samtidig med, at vores lande kæmper med budgetrestriktioner, må vi være parate til at gå nye veje, sagde udenrigsminister Kristian Jensen.

Udveksling af viden, erfaring og inspiration

Public Intelligence står bag velfærdsteknologi-ambassaden og har samarbejdet med den finske erhvervsorganisation Finpro om at skabe kontakt med relevante virksomheder samt selve åbningen. Fremadrettet vil de to Welfare Tech-medlemmer samarbejde yderligere om at skabe værdi for de deltagende virksomheder.

Forventningerne til konceptet er store:

- Med åbningen af den finske velfærdsteknologi-ambassade får vi åbnet op for udveksling af viden, erfaring og inspiration mellem finske virksomheder og den danske offentlige sektor. Den finske velfærdsteknologi-ambassade er den første af en række nordiske teknologi-ambassader, vi arbejder på at åbne, siger Britt Sørensen, Chef for Nordic Testbed i Public Intelligence.

Med velfærdsteknologi-ambassaderne håber Public Intelligence på at blive klogere på sundheds- og omsorgssektoren i hele Norden og på den måde styrke deres Nordic Testbed forretningsdel. Her udvikler og tester Public Intelligence velfærdsteknologiske produkter fra ind- og udland i en dansk – og nu også nordisk – sammenhæng.

- Samarbejdet gør, at Public Intelligence og de virksomheder, der er hos os, får gavn af hinandens viden og knowhow. Vi arbejder her med andre virksomheder om at bidrage til den velfærdsinnovation, der efterlyses i den offentlige sektor, siger Britt Sørensen.

Men velfærdsteknologi-ambassaden skal ikke blot fungere som et brohoved for finske virksomheder på det danske marked. Ambassaden er også et sted, hvor danske virksomheder kan møde deres finske kolleger med henblik på at indgå aftaler eller for at udstille løsninger og teknologier sammen. Du er meget velkommen til at tage kontakt til Britt Sørensen, Chef for Nordic Testbed i Public Intelligence, for at høre mere om mulighederne.

Læs mere om Institut for Hverdagsteknologi i Odense

Public Intelligence og Finpro er medlemmer af Welfare Tech

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png