2016-03-04-Touch-skærme-styrker-den-pædagogiske-pleje.jpg

Touch-skærme styrker den pædagogiske pleje

Del med dit netværk:

Effektiviseringer, bedre pleje og færre medicineringsfejl er nogle af de forbedringer, som touch-skærme skal give Danmarks største handicaptilbud, Landsbyen Sølund i Skanderborg.

Det er slut med gamle vaner og solo-pædagogik hos Danmarks største handicaptilbud, Landsbyen Sølund i Skanderborg. For 64 specialdesignede touch-skærme fra virksomheden Sekoia er blevet fordelt på tre boenheder. De gør det muligt at effektivisere kommunikationen og planlægningen på tværs af skiftehold og fagligheder  omkring den enkelte beboer.

- Omkring 90 procent af vores beboere har ikke noget verbalt sprog. Det betyder blandt andet, at der er en række oplysninger, som beboerne ikke selv kan give skiftende personale, siger Lone Bahnsen Rodt, leder af Landsbyen Sølund, Skanderborg Kommune.

Styr på opgaverne

Skærmen i beboerens lejlighed viser de opgaver, der vedrører beboeren fx børste tænder, gå en tur sammen eller give medicin på et bestemt tidspunkt. Når en opgave er udført, sætter personalet et flueben på skærmen. På den måde kan en aftenvagt se de opgaver, der er udført i løbet af dagen, og dem der ikke er. Hvis en vigtig opgave ikke er udført, fx at give medicin, lyser den rødt på skærmen.

En foreløbig opgørelse på en af boenhederne viser, at der blot har været ét tilfælde af glemt medicin siden oktober, hvor Sekoia blev taget i brug. Til sammenligning var der 13 tilfælde af glemt medicin i perioden januar til oktober 2015.

Touch-skærmene indeholder også vigtig information om standarder, video-vejledninger og tips til kollegerne.

Tænderbørstning på den rigtige måde

- Beboerne skal ikke tilpasse sig os, vi skal tilpasse os beboerne. En beboer med fx autisme har ikke gavn af at få børstet tænder på 10 forskellige måder. Hvis det fungerer bedst for ham eller hende at få børstet tænder i sengen, så er det der, det skal foregå. Uanset om det er en garvet pædagog eller en vikar, der har opgaven, og den information kan vi nemt give videre via skærmene, siger Anne Christensen, leder af Boenhed 8 på Sølund.

Arbejdet med skærmene fører også gode vanebrud med sig. Nu deler personalet i højere grad viden og sætter fokus på best practice til gavn for såvel beboere som personale.

Læs mere om Sekoia

Link til kilde

Sekoia er medlem af Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEB-Partnerlogo-580-x-50-px_DK.png