2017-04-20-I-Guldborgsund-får-de-ældre-besøg-over-skærmen.jpg

I Guldborgsund får de ældre besøg over skærmen

Del med dit netværk:

Guldborgsund Kommune og EWII Telecare har i et projektforløb testet en digital løsning til ældre borgere, hvor skærmbesøg erstatter nogle fysiske besøg. Kommunen har et stort antal ældre borgere med plejebehov, og teknologien kan være med til at løse udfordringen.

Hvis du går en tur et sted i Guldborgsund Kommune og møder tre tilfældige borgere på din vej, vil den ene ifølge statistikken være over 60 år. Når en tredjedel af borgerne er i pensionsalderen eller nærmer sig, er der flere opgaver for kommunens hjemmepleje, som skal klares med uændrede, eller let reducerede personaleressourcer. Derfor er man nødt til at tænke kreativt i Guldborgsund.

Kommunen har nu gennemført den indledende del af implementeringsprojektet sammen med virksomheden EWII Telecare. I projektet er et antal ældre borgere blevet udstyret med en tablet, og en række hjemmebesøg er blevet erstattet af skærmbesøg. Borgere har eksempelvis behov for hjælp til medicinering & vejledning ift. diabetes og gennem tre måneder har personalet og borgerne afprøvet teknologien for at få erfaringer med systemets muligheder og begrænsninger.

- Et implementeringsprojekt som dette er en god og målrettet måde for en kommune at komme i gang med virtuel omsorg. Hvis erfaringerne er gode, er teknologien klar til at kunne blive udrullet på fx KOL-området eller de andre områder, der fylder meget i hjemmeplejens hverdag, siger Lars Bo Nielsen, salgsdirektør i EWII Telecare A/S.

Pilotprojekter gør det nemt at teste løsninger

For EWII Telecare er pilotprojekter som dette en god måde at etablere et samarbejde med en kommune på. Virksomheden og kommunen forpligter sig indbyrdes til at involvere sig seriøst i projektet, som løber over en kortere periode. Det gør det muligt for kommunen - uden yderligere forpligtelser - at teste løsningen.

Lars Bo Nielsen understreger, at pilotprojekter samtidig kan være en god måde at få afdækket og taget hånd om de mange implementerings- og forankringsproblematikker, som både virksomheder og kommuner bokser med. 

Det er samtidig enkelt at afdække, om løsningen er et effektivt værktøj for omsorgspersonalet, idet systemet logger, hvilke ressourcer der anvendes til at gennemføre skærmbesøgene. På den måde kommer kommunen hurtigt i gang med at høste praktiske erfaringer.

- Løbende dialog er nøgleordet i sådanne projekter. Hvis man læner sig tilbage og venter på, at tingene sker, kommer man ikke langt med implementeringen. Man skal ville det samme. Vi har haft en super proces med Guldborgsund Kommune, siger Lars Bo Nielsen.

Guldborgsund Kommune og EWII Telecare har tegnet en aftale om at fortsætte med løsningen.

- Jeg ser det her som starten på et bredere samarbejde mellem os, men der er ingen fast forpligtelse i det. Vi skal gøre os fortjente til at være interessante på andre områder end omsorgskald, siger Lars Bo Nielsen.

Læs mere om samarbejdet på TV ØST: Her får de ældre besøg fra hjemmeplejen over skærmen, TV2Øst 03.02.2017 

Se indslag fra TV ØST om løsningen: Skærmbesøg hos de ældre, TV2 Øst, 03.02.2017, 19:30.

EWII Telecare og Guldborgsund Kommune er medlemmer af Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEB-Partnerlogo-580-x-50-px_DK.png