WT-Webinar_opi.jpg

Faglig viden uden rejsetid med Welfare Tech Academy

Welfare Tech Academy er et nyt initiativ i Welfare Tech. I september 2017 går vi i luften med webinarer, som giver dig udsyn og indblik i de nyeste trends, metoder og cases inden for sundhed og velfærdsteknologi. Webinarerne er interaktive, så du og andre deltagere inddrages og giver inspiration, viden og erfaringer videre til hinanden.

Fremover kan du blive inspireret ”live” uden at skulle flytte dig fra skrivebordet. I september 2017 lancerer Welfare Tech konceptet Welfare Tech Academy, hvor du får adgang til webinars, som giver dig skarp viden om aktuelle emner, metoder, trends og cases inden for sundhed og velfærdsteknologi. 

- Vi bliver flere og flere i Welfare Tech - over hele landet. Derfor er behovet for at kunne mødes online stigende. Samtidig giver det, at vi er flere private og offentlige virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Welfare Tech, mulighed for at samle udvalgte målgrupper til skræddersyede ”smalle” faglige webinarer, hvor vi kan nå mere i dybden, siger Line Holst Jensen, konsulent i Welfare Tech. 

Webinarerne giver dig med andre ord lige netop den inspiration og viden, du har brug for, uden lange rejsetider og spildtid på landevejen. Emnerne vil variere fra gang til gang: Fra nye perspektiver på udvikling af din forretning; viden om konkrete løsninger, der virker i praksis; indblik i de nyeste trends på markedet, praktiske cases fra netværket, spændende projekter, hands on metoder og meget mere.

- Med Welfare Tech Academy lancerer vi en ny online mødeform. Nu kan vi mødes synkront ”live” på en interaktiv måde, så ulemperne ved manglende fysisk tilstedeværelse ophæves af fordelene ved at kunne deltage online, her og nu uden transport. Vi garanterer både engagement, læring, udbytte og relationer på tværs mellem Welfare Techs medlemmer, som kendes fra vores traditionelle events, siger Line Holst Jensen.

Interaktive webinarer – næsten som at være der selv

Welfare Techs DNA er netværk og videndeling. Det er på den måde, vi er med til at skabe vækst og udvikling hos vores medlemmer og samarbejdspartnere. Vi er derfor også hele tiden på udkig efter nye veje til at kunne styrke netværket og dynamikken mellem virksomheder, offentlige fagpersoner og eksperter. Derfor vi nu lancerer Welfare Tech Academy. 

- Vi har lagt stor vægt på, at alle webinarerne er interaktive. Det er ikke tør envejskommunikation, men et dialogbaseret forum med tid til dine og andre deltageres spørgsmål og input til indlægsholderne. Denne webinar-form styrker både dit udbytte og dine relationer til de andre deltagere. Vi sørger naturligvis for at styre det, så vi fastholder den røde tråd og når i mål på de ca. 50 minutter, som webinarerne typisk varer, siger Line Holst Jensen. 

Nemt at være med 

Deltagelse i webinarerne kræver ingen særlige forudsætninger. Når du har tilmeldt dig, får du tilsendt et link, som du klikker på 10 minutter inden webinaret starter. Dermed har du tid til at sikre, at lyd og billede fungerer. 

- Sørg forinden for at lukke ned for alle forstyrrelser på din skræm og i det lokale du er i. Du får brug for at koncentrere dig 100 %, da du også selv skal spille ind, siger Line Holst Jensen.

Når webinaret har været afholdt, kan du se eller gense det ”on demand” på Welfare Techs hjemmeside, hvor det vil være tilgængeligt i 14 dage. 

Se oversigt over kommende og afholdte tilgængelige webinars i Welfare Tech Academy

Første webinar om OPI

Det første webinar i Welfare Tech Academy afholdes den 29. september 2017.

Temaet er OPI - Offentlig Privat Innovation. Du kender måske begrebet, men er ikke helt sikker på, hvad det egentlig er, og hvad du kan bruge det til. Eller måske er du bare nysgerrig og vil gerne vide mere om offentlig-privat innovationssamarbejde, og hvordan det skaber vækst - og mere på bundlinjen?

På webinaret, Sådan kommer du godt i gang med OPI, i Welfare Tech Academy, kan du bl.a. høre virksomheden Dosesystem og Aabenraa Kommune fortælle om deres OPI-rejse og deres erfaringer med offentlig-privat innovation. Få inspiration, værktøjer og nyttig viden om, hvilke spilleregler, der gør sig gældende for både de offentlige og private parter i et OPI-samarbejde, og hør hvorfor forventningsafstemning og tilgang til samarbejdet er så vigtig for at nå ordentligt i mål. 

Webinaret er gratis, og afholdes den 29. september 2017, kl. 13:00 - 14:00.

Tilmelding og yderligre information herSådan kommer du godt i gang med OPI

Vi ses på et webinar i Welfare Tech Academy – eller i forbindelse med et andet arrangement i Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech's aktiviteter er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEN-partnerlogo-580-x-65_DK.png