2017-01-27-10-råd-der-får-folk-til-at-elske-din-crowdfunding-kampagne.jpg

10 råd, der får folk til at elske din crowdfunding

Det er ikke nok med et genialt produkt eller en fantastisk idé, hvis du vil rejse penge via en crowdfunding-kampagne. Vi har samlet 10 gode råd fra specialisterne hos CrowdsWhoCare, som du kan bruge til at skabe en succesfuld kampagne.

2 ud af 3 crowdfunding-kampagner bliver aldrig til noget. Mange projekter kuldsejler desværre på grund af helt banale fejl. 

Der er nogle fællestræk, der gør sig gældende hos succesfulde kampagner. Det gælder uanset, om du søsætter en belønningsbaseret crowdfunding-kampagne for et produkt hos Kickstarter, Booomerang eller Indiegogo, eller ønsker at crowdfunde og crowdsource behovsdreven sundhedsinnovation hos CrowdsWhoCare. Det gælder også, når du samler penge ind hos Caremaker eller låner penge ud via Lendino.

Vi har derfor bedt specialisterne i CrowdsWhoCare om at give deres bedste bud på, hvordan du får folk til at elske din crowdfunding-kampagne. CrowdsWhoCare er en national, online crowdfunding- og crowdsourcing-platform inden for sundheds- og plejesektoren. 

  1. Lav en plan for dit indhold
    Hvad vil du gerne fortælle? Hvad interesserer din kernemålgruppe? Hvordan fanger du eventuelle meningsdanneres opmærksomhed?
  2. Hvem er din kernemålgruppe?
    Hvem vil støtte dig? Dele dig? Backe dig? Det er ikke er nok, at du finder ud af, hvem der interesserer sig mest for dig. De skal have viljen og evnen til at give dig det, du beder om.
  3. Forbered dine kanaler
    Hvor kan du tale? Hvor kan du samle folk? Det er helt oplagt at arbejde på de sociale platforme allerede før, kampagnen med crowdfunding/crowdsourcing går i gang. Få samlet dine interessenter på forhånd (det er tilladt at starte med venner og familie). Hvis du koldstarter med en Facebookside uden ”likes” samme dag, som du lancerer din kampagne, er der ingen, der hører dig.
  4. Brug e-mail marketing
    Få folk, der er interesserede i dit produkt, til at tilmelde sig med deres e-mail, så du kan sende dem et nyhedsbrev og give dem besked, så snart din kampagne bliver aktiv.
  5. Din projektbeskrivelse skal fange og fastholde
    Skriv en tekst, der fænger. Sørg for, at den er positiv. Udryd alle men’er og hvis’er. Det er vigtigt, at folk tror på, at du kan levere. Samtidig skal du ikke love mere, end du kan holde (hvis du selv tvivler på, at du kan levere, skal du nok overveje, om din idé er moden til, at du søger at crowdfunde/crowdsource den).
  6. En god film er afgørende
    Lav en god kampagnefilm. Den skal ramme din kernemålgruppe rent. Den skal have en umiddelbar charme. Den skal tydeligt og præcist fortælle, hvad du/I vil. Del filmen på alle dine kanaler. Og sørg for, at andre også nemt kan dele.
  7. Skriv til pressen
    Det er vigtigt at skrive pressemeddelelser. Skriv pressemeddelelser, der er tilpasset de medier, du gerne vil i. Nogle medier foretrækker historier, der er næsten parat til tryk, andre skal fange en historie, de gerne vil bygge videre på. Husk også, at næsten alle danske journalister er på Twitter, og du vil derfor kunne fange deres opmærksomhed ved at dele interessante fakta om din kampagne derinde. Få flere tips til at skrive gode historier her.
  8. Hold dampen oppe
    Du er ikke i mål, når kampagnen starter. Det er nu, du skal fastholde interessen. Bliv ved med at række ud til din kernemålgruppe med dit indhold via dine forberedte kanaler. Planlæg fx dit indhold for hele perioden. Der skal ske noget hver dag.
  9. Sig tak
    Tak alle, der støtter dig/jer. De skulle jo gerne få lyst til at dele med deres netværk, at de lige har støttet det fedeste projekt.
  10. Det er ikke slut, når du når de 100 %
    Hav en plan for, hvad du gør, hvis kampagnen bliver en succes. Nu skal der arbejdes på at levere det lovede. Kommuniker med backerne. Det er ikke fedt for dem bare at hænge. Det gælder især, hvis det er folk, der melder sig som crowdsourcere. 

Hvis du vil vide mere om crowdfunding og –sourcing, kan du deltage i dette spændende arrangement i Odense den 8. februar.

Læs mere om CrowdsWhoCare 

Kontakt

Dorthe Stricker

Crowdfunding Manager

CrowdsWhoCare

T: +45 5136 2962

Download vCard

Støttes af

Welfare Tech's aktiviteter er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEN-partnerlogo-580-x-65_DK.png