2017-01-13-Welfare-Tech-høster-endnu-en-guldmedalje.jpg

Welfare Tech høster endnu en guldmedalje

Welfare Tech har for anden gang fået tildelt EU-kommissionens fornemste hæderspris. Hermed høster Danmark sin fjortende guldmedalje af EU-Kommissionens kvalitetssikringssystem, The European Cluster Excellence Initiative, ECEI, og overgås kun af Frankrig og Tyskland.

EU-kommissionen har tildelt endnu en guldmedalje til en dansk klyngeorganisation. Denne gang til Welfare Tech, som for anden gang modtager EU-kommissionens fornemste hæderspris, ”Gold Label of the European Cluster Excellence Initiative” (ECEI). 

Det er Danmarks fjortende guldcertificering, fordelt på otte klynger. Danmark indtager hermed en klar førsteplads i Europa målt pr. indbygger. I absolutte tal overgås Danmark kun af Frankrig, der har 15, og Tyskland, der har 10 guldklynger, og til sammenligning har Sverige og Norge kun henholdsvis en og fem af slagsen. Det er den mangeårige danske tradition for netværk og samarbejde er forklaringen, lyder det. 

- Danmark er et netværksland, og vi har en lang tradition for at dyrke og prioritere samarbejde. Det hænger sammen med vores erhvervsstruktur, der er domineret af de små og mellemstore virksomheder. SMV’erne er netop nøje afhængige af hinandens kompetencer, og denne afhængighed – både kompetencemæssigt og økonomisk – er yderst befordrende for klynger og vice versa, siger Allan Søgaard Larsen, koncernchef i Falck A/S og bestyrelsesformand i Welfare Tech. 

Udover Welfare Tech er de øvrige danske guldmedaljeindehavere ikt-klyngen BrainsBusiness, energi-klyngerne CLEAN, Gate 21 og OffshoreEnergy, design-klyngen Innovation Network Lifestyle, biotech-klyngen Biopeople samt medtech-klyngen Medicon Valley Alliance. 

Excellence i netværk og resultatskabelse

The European Cluster Excellence Initiative, ECEI, overvåger flere end 1.000 registrerede klynger i 40 lande. Certificeringen belønner excellence inden for en række områder og har særligt fokus på resultatskabelse og tilførsel af værdi til klyngens erhvervsvirksomheder. 

- Vi er meget stolte over at have fået tildelt guld-certificeringen - igen. Det er helt afgørende for vores fortsatte udvikling i Danmark, og det er helt afgørende for en udvidelse af vores internationale samarbejdsflader. Her åbner en guldmedalje altså en lang række døre. Det gælder ikke mindst til andre internationale klynger, hvor vores medlemmer kan få unikke, direkte indgange til store internationale virksomheder og udviklingspartnere, som ellers kan være svære at få i tale. Guldmedaljen giver også fordele, når vi skal fundraise hos EU eller direkte hos fondene, siger adm. direktør Christian Graversen fra Welfare Tech. 

Læs også Dansk velfærdsinnovation i europæisk elite 

Welfare Tech er sikret guldcertificeringen frem til 2019. 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png