• Forside >
  • Nyheder >
  • Stor variation i kulturelle præferencer for velfærdsteknologier
2017-10-26-Stor-variation-i-kulturelle-præferencer-for-velfærdsteknologier.jpg

Stor variation i kulturelle præferencer for velfærdsteknologier

Nye teknologier ændrer vores tilgang til pleje og behandling. Men præferencerne for de nye opfindelser varierer - afhængigt af vores kultur og på tværs af landegrænser. Gloria Mundi Care præsenterede nogle af forskellene på Bits & Beers under WHINN 2017.

GPS-trackere til demente, ”power-handsker” og spiserobotter til personer med gigt, lufttørrere, skylle- og tørretoiletter til personlige hygiejne, vinduespudserrobotter, armstøtter og sædeløftere til personer med funktionsnedsættelse. Det er alle eksempler på nye hjælpemidler, som vinder frem, ikke bare i Danmark men også på globalt plan. De rækker ud til et marked, der er hårdt presset af en stor aldrende befolkning. Og de giver mulighed for, at ældre mennesker og personer med funktionsnedsættelse bliver mere selvhjulpne og uafhængige af hjælp fra andre.

En af forhandlerne af disse teknologier er Gloria Mundi Care fra Slagelse.  

- Vi får henvendelser fra hele verden om nye hjælpemidler. Ofte er der tale om billige kinesiske hjælpemidler eller sjove gadgets fra Østen, herunder især Japan og Sydkorea, hvor opfindsomheden er stor, mens målgruppen og dens behov ikke er særlig tydelig for udeforstående for de enkelte produkter, siger Anne Mette Andkjær fra Gloria Mundi Care, der indtog podiet på netværkseventen Bits & Beers under WHINN 2017.

Godt 125 gæster havde fundet vej til de uformelle lokaler på Slagteriet i Odense til en aften med netværkssnak over en fyraftensøl, efter den første WHINN konferencedag, og små faglige smagsprøver og indspark fra nogle af velfærdsteknologiens frontløbere.  

- Innovationsprocesser i Danmark fungerer grundlæggende helt anderledes end i Østen, hvor mange ideer udvikles til produkter, uden at alle trin i innovationsprocessen er medtaget. Fx de oplagte spørgsmål, vi stiller os selv i Danmark: Hvad er målgruppen og behovet? Findes der tilsvarende produkter, der allerede løser behovet? Kan allerede eksisterende hjælpemidler løse problemet, evt. ved en tilpasning eller justering? Og hvad er det optimale materialevalg og design, osv.?, siger Anne Mette Andkjær: 

- I Japan laver de groft sagt noget, de synes er smart for derefter at undersøge, hvad det konkret kan bruges til. I Danmark vender vi innovationsprocessen om: Vi tager udgangspunkt i mennesket og dets behov og finder derefter de løsninger, der kan imødekomme behovet. Overordnet set er det mit indtryk, at processerne i Danmark, og resten af Norden, tager udgangspunkt i et bestemt behov for en gruppe af personer, fx brugere og omsorgsmedarbejdere, hvor innovationsprocessen i Østen tager sit udgangspunkt i et produkt, som har visse funktionaliteter, hvorefter man så søger kunder, der kan se ideen i at bruge produktet, evt. efter en vis tilpasning, siger Anne Mette Andkjær.

Østen og vesten har forskellige præferencer  

- Det er spændende krydsfelter og kulturer at navigere i. Nogle gange finder vi produkter fra Japan, Kina, Taiwan og Sydkorea, som umiddelbart kan finde anvendelse i Danmark og det øvrige Skandinavien uden de store tilpasninger. Men det hører faktisk til undtagelserne, fortæller Anne Mette Andkjær.  

For der kan være store forskelle på, hvordan vi anvender og opfatter hjælpemiddel-teknologier rundt om i verden. Vores tilgang til teknologierne er i høj grad formet af vores kultur og kulturelle præferencer. Det er designet også.  

- I Japan kan man finde ’Rickshaw-lignende bøjler til at sætte foran på kørestole, så man kan trække bedstemor rundt i hendes kørestol. I Danmark forsyner vi kørestolen med en lille hjælpemotor, så vi får assistance til at skubbe bedstemor rundt. I Japan sidder man typisk på gulvet og skal løftes op, hvis bentøjet ikke vil selv. I Europa sidder vi på stole, og så er det knapt så hårdt at komme på benene. Det har selvfølgelig betydning for løsningen, der skal hjælpe en person op i stående stilling. Og hvor de i Japan kigger på løsninger, der kan gøre det nemmere for en person, ofte et familiemedlem, at løfte en anden i et ’bjørnekram’, krop mod krop, fx via en motordel på ryggen, der forstærker arm- og benkræfter, er vores fokus i Danmark rettet mod lofts-, stå- og mobillifte, som kan assistere personalet med løft af en sengeliggende eller en person i siddende position uden den store kropskontakt, siger Anne Mette Andkjær. 

Det er således langt fra alle teknologier, der kan flyttes fra et land til et andet uden en eller anden form for tilpasning. At man i Østen ofte spiser måltider af mange, små skåle spiller fx ind på tilpasningen af spiserobotter. De skal naturligvis også være udstyret med små skåle, mens de i Danmark, hvor vores præferencer er anderledes, ofte blot har én stor tallerken. Andre teknologier er sværere at overføre og tilpasse specifikke kulturelle præferencer.   

- I Asien kan man være heldig at se ældre, der ivrigt udfører gymnastik i store grupper med en robot, som viser øvelserne, nogle gange akkompagneret af nationalsange. Dette vil næppe fungere i Europa og det øvrige Vesten. Her foretrækker vi en menneskelig træner eller et online-program, der registrerer vores bevægelser, siger Anne Mette Andkjær.

Samtidig holder mange af at træne selv eller sammen med en makker. Af samme grund har online-programmer og træningsapps til hjemmetræning vundet stort indpas i Vesten og altid med illustrationer af mennesker, der viser øvelserne, ligesom motionsvideoer her er et hit.   

Læs også Wearables er fremtiden i sundhedsvæsenet

For yderligere information 

Vil du vide mere om Gloria Mundi Care og deres produkter, kan du besøge hjemmesiden gloriamundicare.dk eller https://dk.gloriamundicare.com,
eller kontakte Anne Mette Andkjær, direktør, Gloria Mundi Care ApS, annemette@gmcare.dk, T. +45 5115 0550. 

Bits & Beers var arrangeret af WHINN i samarbejde med Welfare Tech og DELTA - en del af FORCE Technology.  

Gloria Mundi Care og DELTA - en del af FORCE Technology er medlem af Welfare Tech. 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png