• Forside >
  • Nyheder >
  • Styrk din forretning – bliv ekspert i forretningsmodeller
2017-10-13-Styrk-din-forretning-–-bliv-ekspert-i-forretningsmodeller-.jpg

Styrk din forretning – bliv ekspert i forretningsmodeller

Din forretningsmodel er alfa og omega for succes på markedet. En intensiv workshop i november giver dig inspiration og nye kompetencer til at skabe værdi i din virksomhed eller organisation gennem innovative forretningsmodeller. Se her, hvorfor du skal være med.

Ingen ide er bedre end den forretningsmodel, du lægger omkring den. Uden en stærk forretningsmodel får din ide ikke flyvehøjde til at komme ud på markedet og skabe værdi for dine kunder, og uden en bæredygtig forretningsmodel får du ikke udviklet din forretning, så du også om 5, 10 og 15 år har en stærk markedsposition. Nogle eksperter hævder sågar, at forretningsmodellen er vigtigere end dit produkt eller service. Et synspunkt, der bakkes op af, at mange gode ideer aldrig når markedet, mens andre formår at introducere relativt enkle ideer med stor succes. Tag fx Lagkagehuset og Årstiderne, der har bygget en stærk forretning på et meget generisk produkt: henholdsvis brød og grøntsager. 

Med en god forretningsmodel får du en klar strategi for, hvordan du vil nå markedet - og hvordan du skal udvikle din forretning. Hvem er dine kunder, hvad er det for en værdi du tilbyder, hvordan skal din løsning prissættes, hvilke salgskanaler vil du anvende, hvilken service kan du tilbyde, og hvilke kompetencer og samarbejdspartnere skal du have for at nå dit mål? Det er nogle af de elementer en forretningsmodel består af, og de er styrende for, om du bruger dine ressourcer og penge på de rigtige aktiviteter. 

En forretningsmodel er et strategi- og styringsværktøj, ikke at forveksle med en forretningsplan, der er en konkret og velbeskrevet plan for virksomhedens mål og planen for eksekvering af disse. 

Det er ikke nogen let øvelse at udvikle en god forretningsmodel. Det kan de fleste skrive under på. Men der findes heldigvis værktøjer og metoder, som kan hjælpe dig i den rigtige retning. Og lige som alt andet, udvikles de også løbende. Det vil vi i Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi gerne give dig indblik i. 

- Vi har allieret os med nogle af landets førende eksperter på området, nemlig Business Model Design Center på Aalborg Universitet, som er verdens første tværfaglige forskningscenter i forretningsmodeller. De leder os gennem de 12 intensive timer og giver os både input og udfordringer, så vi bliver klogere og kan omsætte teori til handling, siger Lene Vistisen, seniorkonsulent og netværksleder for Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi. 

Som deltager bliver du i løbet af dagen præsenteret for en række innovative hands-on værktøjer, som kan hjælpe dig med at skabe værdi på helt nye måder gennem avanceret forretningsmodellering. Gennem praktiske cases og konkrete udfordringer får du inspiration og ny viden til at lave en god forretningsmodel samt metoder til, hvordan du fortsætter arbejdet hjemme i din organisation. 

Det er den 21. marts 2018 i Odense, kl. 9:30 til 22:00. 

Tilmelding, program og yderligere information

Hør i denne lille video, hvorfor du ikke må gå glip af workshoppen:

 

Vil du bringe dig selv og din virksomhed i spil? 

Har du mod på at præsentere din virksomhed og tage imod udfordringen om at blive testet og udfordret på den måde, som du driver forretning på? Så har du som medlem og samarbejdspartner til Welfare Tech, helt eksklusivt, mulighed for at blive én af de case-virksomheder, der skal arbejdes med på dagen.

Der er et meget begrænset antal ’case-pladser’, men en af dem kan blive din!  Kontakt Lene Vistisen for mere information: levi@welfaretech.dk, T. +45 3176 4331.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png