• Forside >
  • Nyheder >
  • Finsk sundhedsteknologi på vej ind i den danske sundhedssektor
2017-09-15-Finsk-sundhedsteknologi-på-vej-ind-i-den-danske-sundhedssektor.jpg

Finsk sundhedsteknologi på vej ind i den danske sundhedssektor

Finland er et af verdens førende lande, hvad angår sundheds- og velfærdsteknologi, og den skal ud og gøre gavn i verden. Finpro har derfor været på erhvervsfremstød i Danmark med syv spændende finske virksomheder, som hver præsenterede sin fremtidsorienterede sundhedsteknologi. Blandt dem Evondos og MariCare.

Finland ligger helt i top på verdensplan hvad angår it-kompetencer. Det afspejles i en veludviklet sundhedssektor, hvor Virtual Reality, cloud-baserede dataplatforme, medicinrobotter, sensorsystemer, mm. hører til hverdagen. Finland rangerer i dag som verdens tredje stærkeste land inden for sundhedsteknologi, og sundhedsteknologi er landets største tech-eksportvare. 

For at brede de mange gode løsninger ud til resten af verden og søge samarbejde og dialog om udvikling og brug af teknologierne gennemførte Finpro (den finske eksport- og investeringsfremme organisation) et fremstød i Danmark den 30. august til 1. september 2017. Syv spændende finske virksomheder var med, hver med sin fremtidsorienterede sundhedsteknologi. Blandt dem to af Welfare Techs medlemmer: Evondos og MariCare.

- Pitch-seminaret med Finpro og udvalgte finske health tech-virksomheder var udbytterigt. Medarbejdere fra forskellige steder i Sundhed- og Omsorgsforvaltningen blev præsenteret for forskellige velfærdsteknologier og kunne stille spørgsmål til alt fra funktionalitet og driftsomkostninger til virksomhedernes erfaringer fra andre lande og kommuner. Seminaret gav en rigtig god indsigt i løsningerne fra de finske virksomheder, og vi undersøger nu nogle af dem nærmere, siger Christina Louise Egebart, projektleder ved Afdelingen for Velfærdsinnovation i Københavns Kommune.

Dialog skaber værdi for alle parter

Københavns Kommunes afdeling for Velfærdsteknologi var vært for pitch-seminaret, hvor de finske virksomheder præsenterede og demonstrerede deres løsninger. Præsentationerne blev efterflugt af en livlig dialog med kommunens sundhedsfaglige ledere og medarbejdere. En dialog som Lars Thorsgaard, direktør for den finske health tech virksomhed Evondos i Danmark, fandt meget positiv: 

- Vi fik pitchet vores løsning direkte ind i Københavns Kommune. Vi fik mulighed for at demonstrere vores medicinrobot for en række relevante sundhedsfaglige og fik en god og givtig dialog i forhold til, hvilke fordele vores robot skaber for de ældre, herunder demente, siger Lars Thorsgaard.

Læs også Konsulentkonsortier er et værdifuldt markedsredskab

Den finske gruppe lagde også vejen forbi enheden for velfærdsteknologi i Gladsaxe Kommune samt Center for Velfærdsteknologi i Aalborg Kommune. Her var deltagerne ligesom i Københavns Kommune interesserede i at høre mere om værdiskabelsen ved brug af de finske løsninger, mens de finske virksomheder nød godt af feedbacken fra de danske deltagere.

 – Feedback fra de sundhedsfaglige repræsentanter i Danmark er essentiel for de finske virksomheder, som ønsker at produkterne skal være designet så de skaber størst mulig værdi for borgeren og de sundhedsfaglige, siger Terhi Rasmussen fra Finpro:

- Vi har haft et godt samarbejde med Susie A. Ruff, fra RUFF & CO. Business Innovation. Susie har været med til at coache virksomhederne og sammensætte programmet for os, uddyber hun. 

Styrk de personlige kontakter 

Undervejs bød Welfare Tech også på et matchmakingarrangement, hvor de finske deltagere kunne møde relevante danske aktører, heriblandt Danish Rehab Group. Næste skridt er nu at fremvise flere gode sundhedsteknologiske løsninger fra Finland på Finland Lounge under WHINN – Week of Health and INNovation – i Odense, den 10. oktober 2017. 

De syv finske virksomheder, som deltog på fremstødet, var: 

  • Evondos: Medicinrobot, der sikrer rette og rettidig medicin indtag 
  • MariCare: eLea sensorsystem, der gør det muligt at monitorere i hjemmet 
  • David Health Solutions: Fremtidens træning via en datastyret og cloud-baseret platform der sikrer målrettet træning og motiverer til træning
  • Emfit: Måling og optimering af søvn 
  • Neurosonic: Lavfrekvens vibration-løsning til at reducere smerte, søvnløshed og stress m.m. via beroligende bølger 
  • Peilivision: Virtual Reality til genoptræning af neurologiske patienter 
  • Tukimet: Verdens første ”Wheellator”, som er en hybrid mellem en kørestol og en rollator og lægger op til større fysisk aktivitet 

Evondos, MariCare, Københavns Kommune og RUFF & CO. Business Innovation er medlem af Welfare Tech. 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png