• Forside >
  • Nyheder >
  • App til patienter vinder designpris for innovativ patientkommunikation
2018-06-14 App til patienter vinder prestigefyldt designpris for innovativ patientkommunikation.jpg

App til patienter vinder designpris for innovativ patientkommunikation

Firmaet Visikon fra Aarhus vandt den prestigefyldte designpris ”Outstanding Service” fra Danish Design Awards. Prisen blev givet til den digitale platform Mit Forløb, der leverer visuel formidling til patienter, der skal gennem et hospitalsforløb.

En anderkendelse af den ekseptionelle service, Mit Forløb leverer til danske patienter – og måden det gøres på. Sådan beskrev juryen valget af prisen for det mest fremtrædende servicedesign i årets store prisuddeling.

Og det er en gennemtestet platform, der tog den prestigefyldte pris. Seks danske hospitaler bruger allerede Mit Forløb til patienter, der skal gennem kirurgisk behandling indenfor meget forskellige specialer som bl.a. gastrokirurgi, urologi, mammakirurgi, samt alle ortopædkirurgiske behandlinger.

- Vi ved fra forskningen, at næsten 50% af alle patienter i den vestlige verden, har svært ved at forstå skriftlig information om deres eget behandlingsforløb. Det laver vores visuelle fortælinger om på og skaber stærkere, velinformerede og forberedte patienter. Og det betyder store besparelser for de enkelte afdelinger, siger Anders Nejsum, adm. direktør i Visikon.

Samtidig bliver patienterne så godt forberedte med Mit Forløb derhjemme, at man flere steder har kunnet reducere patienternes fremmøde på hospitalerne, spare tid på at gentage standardinformation og understøtte hurtigere udskrivelse, fordi patienterne og de pårørende var klar til det tidligere end normalt.

 - Mit Forløb skaber grundlag for mere oplyste og ligeværdige dialoger mellem patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle, hvilket er en forudsætning for gode behandlingsresultater. Samtidig forebygger information og medindflydelse psykiske reaktioner, og som en særlig feature i Mit Forløb kan patienten dele forløbet med sine pårørende, som også kan have behov for at følge med,” udtalte juryen som begrundelse for at tildele Visikon prisen.

- Vi har næsten fået et nyt fælles sprog med patienterne og hinanden, - samtidig med, at vores kommunikation med patienterne starter fra et andet og meget bedre udgangspunkt end før. Patienterne er simpelthen bedre informeret og kan inddrages i deres egen behandling langt mere individuelt end tidligere, siger Henriette Vind Thaysen, cand. Scient san, ph.d og klinisk sygeplejespecialist fra kirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

FAKTA OM APPEN MIT FORLØB

Mit Forløb er allerede i drift på afdelinger på Aarhus Universitetshospital, Regionshospitalet Herning, Regionshospitalet Randers og Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg.

Mit Forløb findes også i Region Sjælland og er netop rykket ind i Region Hovedstaden.

Platformen bag Mit Forløb er bygget til at kunne integreres med hospitalernes øvrige systemer og giver klinikere og kommunikationsafdelinger et enestående fleksibelt redskab til at skabe patientinformation alle kan forstå.

Se kort præsentation af appen Mit Forløb

Hent appen Mit Forløb i App Store/Google Play

For mere information om Visikon og appen Mit Forløb kontakt Anders Nejsum, adm. direktør i Visikon, T. +45 2991 0435, anders@visikon.com.

Visikon er medlem af Welfare Tech.

Foto: Visikon/Danish Design Awards

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png