• Forside >
  • Nyheder >
  • Derfor er det nederlandske marked oplagt for danske løsninger
2018-11-19-Derfor-er-det-nederlandske-marked-oplagt-for-danske-løsninger.jpg

Derfor er det nederlandske marked oplagt for danske løsninger

Stærke handelsbånd, positivt dansk omdømme og kulturelle lighedstræk gør Nederlandene til et oplagt marked for dansk velfærdsteknologi. Få eksperternes tips til, hvordan danske virksomheder indfrier eksportpotentialet.

En undersøgelse blandt Welfare Techs medlemmer viser, at der er stor interessere for det nederlandske marked for sundheds- og velfærdsteknologi. Med 17 millioner indbyggere, 2.433 plejehjem og 79 hospitaler er eksportpotentialet da heller ikke til at overse. I en travl hverdag kan det dog være en udfordring at finde tid til at undersøge, hvad de reelle muligheder på markedet er, og hvordan man kan gribe dem an.

Tre eksperter, med årtiers erfaring i den nederlandske sundhedssektor, delte for nylig ud af deres viden og erfaring på et seminar i Odense. Vi har her samlet deres bedste råd og grunde til, hvorfor du bør overveje Nederlandene som dit næste eksportmarked:

Hvorfor er Nederlandene interessant for danske virksomheder?

Den danske ambassade i Haag peger på tre grundlæggende årsager: For det første står Nederlandene – lige som Danmark – med store udfordringer i sundheds- og plejesektoren og er derfor på udkig efter innovative løsninger, der kan effektivisere arbejdsgange, behandling og pleje. For det andet har danske producenter har et positivt omdømme i Nederlandene. Og endelig for det tredje er der mange lighedstræk mellem forretningskulturen og den generelle mentalitet i Nederlandene og Danmark.

Hvilke områder er der fokus på i den nederlandske sundheds- og plejesektor?

De store sundhedspolitiske fokusområder for perioden 2017-2021 er ældrepleje, forebyggelse, mental sundhed og sårbare unge, eHealth og digitalisering. Nederlandene oplever mange af de samme udfordringer, som vi oplever i Danmark. Særligt den aldrende befolkning og manglen på varme hænder er et markant fokusområde. Nederlandene har således afsat 180 millioner Euro til programmet ”En værdig alderdom”, der skal øge ældres livskvalitet hjemme og på plejehjem. Der er ligeledes afsat 40 millioner Euro til eHealth-løsninger, der kan fremme en bedre udnyttelse af personaleressourcer i hjemmeplejen og på plejehjem.

Hvad skal du være opmærksom på, før du indgår dialog i Nederlandene?

Nederlandene er en global handelsnation med en lang og stolt tradition for købmandskab. Nederlandske aktører er derfor ofte hårde forhandlere. Et godt råd er at være ekstra velforberedt og fokusere på fakta og dokumentation. Forretningskulturen minder meget om den danske, så man kommer langt med åben og direkte kommunikation. Undervurder ikke den uformelle opbygning af relationer, der ofte finder sted efter endt arbejdsdag. Det er her, at netværket plejes og fundamentet for lange samarbejdsrelationer skabes.

Seminaret ”Tendenser i det nederlandske hospitals- og plejemarked” blev afholdt den 15. november 2018 hos Welfare Tech i Odense, som del af Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi og i samarbejde med Væksthus Syddanmark, The Trade Council (under The Trade Council Udenrigsministeriet) og Danmarks Ambassade i Nederlandene. 

Er du interesseret i at vide mere om det nederlandske marked, eller indgå dialog om fremtidige aktiviteter på området, så tag kontakt til Casper Rundager, konsulent, Welfare Tech, på caru@welfaretech.dk.

Støttes af

Welfare Tech's aktiviteter er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEN-partnerlogo-580-x-65_DK.png