2018-09-06 Mit Welfare Tech Wavecare.jpg

Månedens profil: Wavecare

Sanseteknologi i fødestuer, scannerrum, sanserum og døgnrytme TV. Med lysinterventioner, musik og billeder kan Wavecare simulere naturens positive egenskaber og på den måde have stimulerende eller beroligende effekt på brugeren. I september er Wavecare ApS månedens profil ’Mit Welfare Tech’.

Wavecare er langt fremme med deres sanseteknologiske løsninger, der hjælper bl.a. psykisk syge og demente med at få en god søvnkvalitet og en mere stabil døgnrytme. Eva Wennerwald, CEO hos Wavecare, fortæller herunder om Wavecares spidskompetencer, plads i klyngen og syn på det velfærdsteknologiske marked.

Hvorfor er Wavecare medlem af Welfare Tech?

- Vi er medlem fordi, det i første omgang gav os adgang til det tværfaglige forskningsprojekt Lyd & Sundhed, sammen med andre medlemsvirksomheder, vidensinstitutioner og en kommune, og hvor vores specialkomponerede musik til indslumring anvendes. Det var startskuddet. Efterfølgende kan vi se, at ved at fortsætte medlemsskabet, har det været med til at skubbe vores forretning videre i en positiv retning.

Hvad får I ud af at være medlem?

- Vi får rigtig meget ud af at være medlem. Medarbejderne i Welfare Tech har rigtig god indsigt i det marked, vi opererer på. Og det har betydet en indsigt og en mulighed for os på nogle markeder, som vi måske ikke selv var blevet opmærksomme på. Vi har fx deltaget flere gange på WHINN på fællesstanden og vi har også deltaget i debat på Folkemødet 2018 omkring emnet demens og musik. Det har skabt synlighed for os. Derudover har Welfare Tech også en masse medlemsaktiviteter, som vi deltager på, når vi har mulighed for det.

Hvad kan I bidrage med til de andre medlemmer i klyngen?

- Vi har mange års erfaring med OPI – offentlig-privat innovationssamarbejde, især omkring kontraktmæssige forhold og best practice. Vi har været frontløbere inden for sanseteknologi og innovation i Danmark og udlandet gennem de sidste 15 år. Vi har gennem mange år mødt læger på landets sygehuse, som venligt forlod lokalet, fordi vi var for alternative. Der manglede evidens. Den har vi nu sammen med en meget bred viden indenfor implementering. Så nu er bøtten vendt. Sanseteknologi er efterhånden anerkendt i sundhedsvæsnet – og vinder frem indenfor mange forskellige behandlingsområder.

- Vi forsøger hele tiden at skubbe standarden opad og flytte nogle grænser – og det er det innovation kan. Der er sket rigtig meget omkring sanseteknologi de seneste år – der er kommet mere fokus på hvordan lyd, lys og billeder kan påvirke mennesker positivt fysiologisk.

Læs også Lys-intervention øger trivsel på bosted

Hvad har I særligt fokus på lige nu?

- Vi har især fokus på brugen af sanseteknologi i psykiatrien og vores helt nyudviklede software, som styrer alle vores tre elementer; lyd, lys og billeder. Vi har igennem de sidste tre år installeret mere end 50 sanserum i psykiatrien rundt om i landets regioner. Vi har indsamlet data og udgiver snart en rapport, der afdækker brug og effekt af sanserum på de psykiatriske afdelinger. Rapporten forklarer, hvordan de forskellige faggrupper anvender sanserummene og hvordan det blandt andet har været med til at nedbringe brugen af tvang.

- Derudover har vi lanceret en beroligende tv-kanal på bl.a. Psykiatrisygehus Slagelse. Her er Wavecares tv-kanal den femte mest sete kanal ud af de 40 tilgængelige. Vi har også videreudviklet tv-kanalen i forhold til demente på plejehjem – til en døgnrytme-tv-kanal. Den bliver lige nu testet på to plejehjem i Helsingør. Og det kommer der en evaluering på meget snart. Men selve løsningen er klar til at komme ud og leve til gavn for borgere og patienter. Efter et omfattende forarbejde med distributionskanaler og tilgængelig teknologi kan vi nu nå bredt ud og belaste økonomien mindst muligt for både regioner og kommuner, og ikke mindst borgere, og det er - ud over at skabe effekt - Wavecares vigtigste mission.

- Vores nye software er udviklet med henblik på brugeren. Det skal være nemt – og enkelt – at bruge. Det er enkelheden i brugerfladen, der sikrer brugen og derved skaber værdi for personale og patient. Derudover kan den tilpasses de forskellige patientforløb vi arbejder med, og som allerede nu sikrer os eksport til både Kina og Sydkorea.

 Hvad er i dine øjne den største udfordring på markedet lige nu?

- Det er min umiddelbare opfattelse, at der egentlig ikke er nogen udfordringer i forhold til velfærdsteknologi, udover dem, du selv stiller dig. Markedet har aldrig været mere modtageligt end det er nu. Har du et godt projekt eller en evidensbaseret løsning, er vejen ikke så kompliceret mere. Derfor oplever vi lige nu meget stor interesse, frem for alt i psykiatrien, fordi vi er så indarbejdede. Og ellers er du bare nødt til at vente på resultaterne og vide at ting tager tid i det danske sundhedssystem. Men det kan også være et kvalitetsstempel af din teknologi.

Lyt til Wavecare-TV

Vil du vide mere om Wavecare, så klik ind på www.wavecare.dk eller kontakt Eva Wennervald, CEO, T: +45 2342 9966, E: ew@wavecare.com.

Hver måned fremhæver vi i Welfare Tech et af vores medlemmer, deres løsninger, arbejdsfokus og grunden til, at de er medlem. Wavecare har været medlem af Welfare Tech siden marts 2017.

Læs også Københavns Professionshøjskole er månedens profil i august.

Støttes af

Welfare Tech's aktiviteter er finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, Syddansk Vækstforum og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WEN-partnerlogo-580-x-65_DK.png