2019-04-09 Wellness Nordic vinder af Welfare Tech Award 2019.jpg

Wellness Nordic vinder Welfare Tech Award 2019

Det var en glad Bent Bonde, der fik overrakt Welfare Tech Award 2019 på Welfare Techs generalforsamling den 9. april i Odense. Wellness Nordic vinder for sit store engagement og aktive bidrag til udbredelse af sundheds- og velfærdsteknologi i Danmark.

Det er tredje år i træk, Welfare Tech uddeler prisen Welfare Tech Award. Prisen gives til et aktivt, engageret medlem, der har ydet en særlig indsats og skabt værdi for andre i netværket. 

- Wellness Nordic bidrager positivt til netværkseffekten i Welfare Techs medlemskreds. Det gør de ved konstruktivt at skabe indhold i netværket gennem præsentationer, artikler og deltagelse på udstillinger og videnrejser. Virksomheden deler åbent egne erfaringer fra Danmark og internationale markeder til gavn for andre Welfare Tech-medlemmer, og de involverer gerne andre i Welfare Techs aktiviteter. På den måde er Wellness Nordic en rollemodel for samarbejdet, skabt af et dygtigt, professionelt og proaktivt team, som er givende at arbejde med. Det er ”collaborative innovation” helt ind til benet, siger Christian Graversen, adm. direktør i Welfare Tech.

Det er medlemmerne selv, der har stemt Wellness Nordic ind som vinder af årets Welfare Tech Award. Virksomheden arbejder med hjælpemidler til kognitiv og sensorisk stimulation til borgere med demens, ADHD, autismespektrumforstyrrelser og hjerneskade. 

Særligt kendt er Wellness Nordic for Gyngestolen til gyngestolsterapi og Sengegyngen, der yder gyngeterapi til sengeliggende. Begge produkter er gode eksempler på nye værdiskabende muligheder, som den teknologiske udvikling skaber, der gør hverdagen bedre for borgere og personale i pleje- og sundhedssektoren. 

- Wellness Nordic Gyngestolen er et nicheprodukt, der retter sig specielt mod demenspleje. Produktet og kategorien fandtes ikke på markedet, da vi lancerede det for 7 år siden. Vi startede fra nul og er kommet dertil, hvor vi er i dag, ved at bygge vores markedsposition op baseret på massiv markedsbearbejdning og på netværk. Welfare Tech har i den sammenhæng været det unikke netværk, hvor vi møder brugere, videninstitutioner, testmiljøer og andre producenter. Netværket har været en helt afgørende faktor for vores succes, siger Bent Bonde, adm. direktør i Wellness Nordic.   

Wellness Nordic har været medlem af Welfare Tech siden 2014, og virksomheden har været god til at finde og skabe værdi gennem projektdeltagelse.

- Vores medlemskab af Welfare Tech har år for år skabt større værdi for os i form af større netværk. Specielt vores deltagelse i Demantec, der er et dansk-tysk projekt omkring demens, har hjulpet os helt fantastisk. Vi har først og fremmest opnået flotte salgsresultater gennem de kontakter, vi har fået, men hvad vigtigere er, så har projektet åbnet døre til nye netværk og til nye spændende mennesker i Danmark og ikke mindst i Tyskland, siger Bent Bonde.

Bent Bonde modtog Welfare Tech Award på vegne af Wellness Nordic ved Welfare Tech generalforsamling, den 9. april i Odeon i Odense.

Wellness Nordic er medlem af Welfare Tech.

Kontakt

Bent Bonde Pedersen

Direktør

Wellness Nordic

T: +45 2033 5650

Download vCard

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png