2019-08-07-Dansk-rehabilitationsteknologi-bydes-velkommen-i-Sydkorea-.jpg

Dansk rehabiliteringsteknologi bydes velkommen i Sydkorea

Som aldrende samfund har Sydkorea stor efterspørgsel på velfærds- og rehabiliteringsteknologi og viden. Danmark har meget at tilbyde på dette område. Her deler Innovation Centre Denmark i Seoul og direktør Dr. Kirim Kim ved Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospitalet deres indsigt i trends, som for tiden finder sted i Sydkorea, og hvad markedet efterspørger.

Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital er et såkaldt ’Care Hospital’ - eller omsorgshospital - placeret i Busan, Sydkoreas næststørste by. Omsorgshospitaler refererer i Sydkorea til institutioner, der tilbyder omsorg og behandling til mennesker, som kræver specialiseret behandling over en længere periode. Det kan være på grund af kronisk sygdom, som kræver vedvarende behandling, eller på grund af post-operation eller post-trauma. Størstedelen af patienterne på disse institutioner er over 65 år. 

Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital driver et behandlingsprogram, der tilbyder rehabilitation for patienter, som har gennemgået akut behandling på et universitetshospital eller et alment hospital, samt lindring for terminale kræftpatienter. Desuden behandler hospitalet patienter i de subakutte faser, og patienter som endnu ikke har gennemført deres akutte behandlinger.

Det er svært at behandle disse patienter på traditionelle hospitaler. Så Deasin Intermediate Care Hospital har fokus på at reducere forekomsten af sekundære komplikationer og eftervirkninger. Hospitalet samarbejder også med organisationer, der har fokus på aldrende befolkninger og rehabiliteringsteknologi, samt organisationer der forsøger at forbedre faciliteringen af ambulant behandling og diagnosticering via brug af state-of-the-art udstyr. Målet med disse samarbejder er at forbedre patienternes livskvalitet i deres dagligdag. 

Trygge og stabiliserende løsninger

Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital har mange patienter med muskulære problemer. Og en stor del af deres patienter har lidt bækkenbrud, hjerneblødning, skader på rygraden eller kræft. Nogle af dem lider yderligere af Alzheimers eller vaskulær demens. 

- Det handler om at gøre det lettere for patienterne at stabilisere sig, så de kan udføre deres daglige aktiviteter, fortæller direktør Dr. Kirim Kim ved Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital.

- Mit vigtigste ansvar er at køre et behandlingsprogram, hvis kvalitet fuldt ud stoles på af patienter såvel som sundhedspersonalet. Derudover er det en rigtig vigtig opgave for mig at lede personalet, som arbejder på vores hospital 24/7, fortsætter han.

Behandlingsomkostninger hæmmer udbredelse

Den største hurdle ved at implementere et behandlingsprogram for rehabilitation i Sydkorea er ifølge Dr. Kim omkostningerne.

- Selvom hospitalerne påskønner, at patienterne går i rehabilitering for at forebygge efterkomplikationer, så er det svært for mange at betale omkostningerne. Og ja, det betyder uheldigvis, at mange mennesker i Korea ikke altid får den behandling de egentlig har brug for, siger Dr Kim.

- Generelt opmuntrer de fleste omsorgshospitaler deres patienter til bare at ”slappe af”. Bekymringer om behandlingsomkostninger kan forhindre, at den rigtige rehabilitation udføres. Derfor er det svært at forklare nødvendigheden og virkningen af en rehabiliteringsproces til plejepersonalet, hvis medhold er påkrævet. Sprogterapi og kognitiv terapi, som begge ikke hører under den nationale sundhedsforsikring, er endnu sværere at implementere, uddyber han.

Nyt paradigme for hurtigere restitution og bedring

Der er dog stigende fokus på at gøre velfærdsteknologi og rehabiliteringsbehandling mere tilgængelig i Korea. Konkret er der planer om at etablere et ”rekonvalescent-omsorgssystem’ til restitution og bedring, for at forbedre kvaliteten af rehabilitation på omsorgshospitaler. 

Sundheds- og velfærdsministeriet i Korea arbejder netop nu på et pilotprojekt angående dette, og det forventes, at systemet bliver introduceret i slutningen af 2019 - afhængigt af projektets evalueringer. 

I Sydkorea er de medicinale institutioner normalt opdelt i almene hospitaler, hospitaler, omsorgshospitaler og klinikker. Et dedikeret omsorgssystem til rekonvalescens vil derfor betyde introduktion af et nyt paradigme inden for rehabilitering. Dette vil hjælpe patienter til at genoptage deres normale liv endnu hurtigere end tilfældet er nu.

Muligheder og forudsætninger for dansk væksteventyr på det koreanske marked

- Der er mange områder, hvor vi kan samarbejde med Danmark. Danmark er et aldrende samfund ligesom vores. Jeg er klar over, at sundhedspleje står for 30 % af de samlede offentlige sundhedsomkostninger i Danmark, og at medicinomkostninger står for 10,6 % af dem, hvilket er højere end OECD gennemsnittet. Desuden har jeg hørt, at 16 nye og udvidede hospitaler har skabt efterspørgsel på medicinsk udstyr og større interesse for rehabiliteringsbehandling, siger Dr. Kim. 

Der er lignende bekymringer i Korea. Her stiger efterspørgslen vanvittigt hurtigt, da landet forventes at være et såkaldt ”super-aged society” fra 2026. 

- Det vil være fantastisk, hvis Danmark og Korea kan arbejde sammen ved at dele telemedicinsk know-how og udvikle personlige billedbehandlingsudstyr (personal imaging devices), siger Dr. Kim. 

- Første prioritet vil være, at vores regering og de relevante instanser etablerer en ideel velfærdspolitik. For at gøre det, bliver der nødt til at være tilstrækkelige diskussioner mellem ministeriet, som den implementerende instans, og de relevante institutioner, såsom Korea Association of Medical and Care Facilities, Korea Aging Friendly Industry Association samt Korean Convalescent Hospital Association. Det vil også være en god idé at udvikle medicinsk udstyr fremover, afhængigt af de forskellige behov. Det er ifølge min overbevisning altafgørende, at der bliver etableret regerings-drevede politikker, fordi dækningen af og fordelene ved den nationale sundhedsforsikring her i landet er langt større end i andre lande, siger Dr. Kim.

Vigtige opmærksomhedspunkter inden en dansk virksomhed går ind på det koreanske marked

Mange virksomheder i Danmark har gennem flere år investeret i sundhedsteknologi og genoptræningsudstyr. De kan med deres samlede viden skabe gode muligheder i Korea, hvis de finder de rette anvendelser og ændringer i deres produkter til det koreanske marked. Dr. Kim påpeger dog, at det ikke er nok for de danske virksomheder at kontakte lokale hospitaler. Der er visse forudsætninger, som skal imødekommes ved en eventuel indgang i det koreanske marked.

- For det første er der behov for data, som påviser omkostningerne og effektiviteten af en ny teknologi eller udstyr. Sådanne resultater vil afgøre, om det er anvendeligt som del af den nationale sundhedsforsikring eller ej. For det andet, hvis det ikke er relevant i forhold til den nationale sundhedsforsikring, så skal der anskaffes en certificering kaldet ”New Medical Technology Certification”. For det tredje, hvis man ønsker ydereligere medicinale certificeringer, er det vigtigt at søge råd hos ministeriet og det koreanske akademi for rehabiliteringsmedicin omkring den såkaldte ’Social Work Evaluation’ (en evalueringsproces, som ligger til grund for udstedelse af certificeringer), siger Dr. Kim.

  • Påvis omkostningerne og effektiviteten af en ny teknologi eller udstyr
  • Sørg for de rette certificeringer og relevans i forhold til den nationale sundhedsforsikring
  • Søg råd om evalueringsprocesser i forhold til medicinale certificeringer

Dr. Kim tilføjer, at Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital altid byder dansk ekspertise og teknologi velkommen. De har en stærk interesse i at assistere danske organisationer i at komme gennem de førnævnte skridt, som er nødvendige for at komme ind på det koreanske marked.

Skulle du eller din virksomhed være interesseret i det sydkoreanske marked, kan I skrive til Innovation Centre Denmark i Seoul på adressen selamb@um.dk. Her kan I få kontaktinformationer til potentielle koreanske partnere samt Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital. Skriv gerne følgende i emnefeltet: “Welfare and Rehabilitation Technology Market Opportunities in South Korea – ICDK Seoul”.

Denne artikel bringes i forbindelse med markeringen af 60-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Sydkorea.

Billede: Innovation Centre Denmark - Dr. Kirim Kim, direktør ved Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital


Om Dr. Kirim Kim

Kirim Kim har siden april 2019 været direktør ved Dong-A University Daesin Intermediate Care Hospital. Han har tidligere været tilknyttet forskellige klinikker og hospitaler i Sydkorea både som direktør og som professor. Hans ekspertområde er rehabilitationsmedicin. Dr. Kims afdeling tilbyder rehabiliteringsbehandling til forebyggelse af følgekomplikationer hos patienter, som har undergået omfattende operationer som følge af bl.a. bækkenbrud, hjerneblødning, skader på rygraden og kræft. Dr. Kim er siddende bestyrelsesformand i ’National Pension Service’s Personal Assistance Service for the Disabled Committee’ samt medlem af evalueringskomiteen hos ’National Health Insurance Service’s Medical Expenditures for the Elderly Board’.

Kontakt

Martin Kramer Hansen

Innovation Centre Denmark Seoul

Download vCard

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png