2019-08-14-Mit-Welfare-Tech-MedWare.jpg

Månedens profil: MedWare

MedWare fra Odense udvikler web og app-løsninger i sundhedssektoren og står bl.a. bag løsningen ’Mit Sygehus’ i Region Syddanmark. Læs mere om MedWare som er månedens profil i august.

Kommunikation og overlevering af oplysninger mellem patient, behandlere og pårørende er ofte en svær disciplin, da et behandlingsforløb går på tværs af sygehus og kommune – og systemer.

Appen Mit Sygehus er designet til bl.a. at give patienter mulighed for at deltage mere aktivt i egen behandling på sygehuse eller i kommunen. Via appen kan patienter få en mere aktiv del i deres egen behandling og rehabilitering, fremfor kun passivt at modtage behandling. Samtidig er appen forbundet med den elektroniske patientjournal, så sundhedspersonalet ikke skal logge på flere systemer, men har al information om patienten samlet i patientjournalen.

Jacob Glasdam, partner i MedWare, fortæller herunder om MedWares spidskompetencer, plads i klyngen og syn på det velfærdsteknologiske marked.

Hvorfor er I medlem af Welfare Tech?

- Vi vil gerne være del af et stærkt netværk, deltage i relevante events, videndele omkring offentlige projekter og støtte op om processen med at hjælpe til vækst i regionen.

Hvad får I ud af at være medlem?

- Gennem vores medlemskab får vi adgang til et stort netværk med offentlige aktører, vi kan få sparring omkring love og regler og hjælp til arrangering af møder og events. 

Hvad kan I bidrage med/tilbyde til de andre medlemmer i klyngen?

- Vi er teknikere og leverer tekniske løsninger, som vi kan hjælpe med at implementere. Vi har stor erfaring og viden om fx regler og tekniske muligheder i forhold til sundhedssektoren – og hvordan man som virksomhed kan komme i dialog med syge- eller sundhedshuse. Vi kan også hjælpe fx start-ups med et skub til relevante personer i netværket.

Hvad arbejder I med for tiden - nye produkter, samarbejder el.lign.?

- Pårørende til patienter, PRO-spørgeskemaer (patientrapporterede oplysninger, red.) og video er det helt store for os lige nu. Vores fokus er især på teknologi, og hvordan den kan understøtte behov for både patienter, behandlere og pårørende.

Hvad er i dine øjne den største tendens/udfordring på markedet lige nu?

- Vi ser en helt klar tendens til at inddrage pårørende mere i et patientforløb. Med Mit Sygehus arbejder vi i øjeblikket med at åbne op for pårørende og invitere dem ind i patientforløbet og se spørgeskemaer, korrespondancer og sågar svare på dem på patientens vegne. Hvilket kan være en stor hjælp til patienten – og sundhedspersonalet. Og netop det synes vi er spændende – og udfordrende - på mange punkter. Fx hvornår pårørende har adgang, hvornår de ikke har – og til hvad?

- Det er en udfordring for mange virksomheder at finde en god businesscase for samarbejde på tværs af sektorer. Der mangler en glidende overgang – og synergi - mellem patientforløb, som ofte bliver bremset mellem region og kommune. Vi vil gerne, gennem vores løsninger, bidrage til at data ikke samles i små øer og skal indsamles på ny hver gang.

Mit Sygehus blev første gang lanceret i 2014, og bliver i dag brugt af mere end 30.000 patienter i over 65 forskellige forløb.

Læs mere om MedWare på www.medware.dk eller kontakt Jacob Glasdam, T. +45 6591 2022, Jacob@medware.dk.

MedWare har været medlem af Welfare Tech siden august 2018.

Læs også J. Honoré Care er månedens profil i juni.

 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png