2019-08-07-Ny-undersøgelse-–-danskerne-er-klar-til-telemedicin.jpg

Ny undersøgelse – danskerne er klar til telemedicin

Danskerne er positive overfor behandling med teknologiske hjælpemidler i eget hjem, viser en ny undersøgelse. Danmarks største it-leverandør, Atea, forventer at tredoble omsætningen af it-leverancer til sundhedssektoren inden for de næste tre år.

Telemedicin og andre teknologiske løsninger inden for sundhed gør i disse år deres indtog i det danske sundhedsvæsen. Og danskerne er positive over for de nye teknologiske muligheder som telekit, videokonsultationer med sundhedspersonale og selv-monitorering. Det viser en ny undersøgelse blandt 1.000 danskere, som YouGov har foretaget for Atea. 

Adspurgt om hvorvidt telemedicin vil være med til at øge kvaliteten af det danske sundhedsvæsen, svarer 41 procent, at de er helt eller delvist enige. Kun 12 procent er helt eller delvist uenige, mens relativt mange er uafklarede.

De ældre er klar på hjemmebehandling

Det er særligt til behandling og kontrol af kroniske sygdomme som KOL og diabetes, at telemedicin i hjemmet vinder indpas. Ifølge undersøgelsen foretrækker hele 59 % hjemmebehandling med telemedicin, mens kun 23 % ville vælge at skulle forbi hospitalet. Ganske overraskende foretrækker flere ældre end yngre hjemmebehandling. 

- Grundlæggende er danskerne positivt indstillet overfor telemedicinsk behandling. Teknologiske løsninger er i mine øjne et af de oplagte værktøjer til at løse den demografiske udvikling, vi står over for, som lægger et stigende pres på både personale og hospitalspladser i de kommende år, siger Morten Bo Jørgensen, direktør for offentlige kunder i Atea. 

Stort potentiale i telemedicin

Atea er en af de førende på området og har som Danmarks største it-leverandør ambitioner om at vokse betydeligt inden for sundhedsteknologiske løsninger til danskerne de kommende år. 

Alene i 2018 omsatte Atea for 672 millioner kroner til sundhedssektoren. Herunder primært til regionerne, hvilket udgør 11 procent af Ateas samlede omsætning. Den omsætning skal tredobles i løbet af de næste tre år.

- Vi ønsker at være den foretrukne leverandør af sundhedsteknologiske løsninger til sundhedssektoren, herunder inden for telemedicin til eksempelvis KOL-, diabetes- og hjertepatienter. Målet er, at teknologien skal frigøre tid for personalet, som i stedet kan bruge ressourcerne til kerneopgaven; effektiv behandling, menneskelig omsorg og pleje, siger Morten Bo Jørgensen. 

Atea har i mange år leveret it-løsninger til det danske sundhedsvæsen, der spænder bredt fra it-fundamentet såsom netværk, sikkerhed og drift, til de mere borgernære løsninger, der på den ene side forbedrer patientoplevelsen på hospitalerne og på den anden side rykker dele af behandlingen hjem til borgerne. 

Netop på området for telemedicinske løsninger for borgere i eget hjem ser Atea et stort potentiale. Atea har været med siden den spæde start i 2012, hvor Region Nordjyllands TeleCare Nord i et af landets største storskala-pilotprojekter inden for sundhedsområdet sikrede TeleKit til 1.400 KOL-patienter. Opgaven gik ud på at varetage logistikken omkring leverance, support og service af TeleKit til borgerne. Atea er fortsat leverandør af TeleKit til Region Nordjyllands borgere med KOL, og regionens hjertesvigt-patienter er siden føjet til i et tilsvarende telemedicin-projekt.    

Atea er medlem af Welfare Tech.

Billede: Danske Regioner.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png