2019-11-28-Konfronts-stifter-modtager-fornem-pris.jpg

Konfronts stifter modtager fornem pris

Sidste år gik Vallø Prisen til en af Danmarks mest magtfulde kvinder, EU-kommissær Margrethe Vestager. I år følger Konfronts stifter, Anne Kristine Schwartzbach, efter, som kvinde i en tough iværksætterverden og mandsdomineret tech-branche.

Før var hun lærer, men de seneste 12 måneder har hun været iværksætter og vendt det, der begyndte som en god idé til at være en digital platform med solid luft under vingerne.

Det er afsættet for, at Anne Kristine Schwartzbach fra Konfront modtager Vallø Prisen 2019. 

- Jeg er simpelthen så glad og ekstrem stolt. At modtage Vallø Prisen er det største skulderklap, jeg nogensinde har fået. Og det er en uvurderlig anerkendelse af både Konfront og mit arbejde, sagde Anne Kristine Schwartzbach ved prisoverrækkelsen til åbningen af Global Entrepreneurship Week i Aarhus, den 18. november.

Øger mental trivsel

Anne Kristine Schwartzbach har vist vejen som kvinde i en tough iværksætterverden og mandsdomineret tech-branche. Hun har udviklet Konfront med det ene formål at hjælpe mennesker med mentale udfordringer. 

Som speciallærer oplevede hun, hvordan angst og skolevægring påvirker børn og unge og deres familier. Og hun så muligheden i at kombinere Virtual Reality med den evidensbaserede og velkendte kognitive adfærdsterapi.

- At jeg selv har været lærer og har arbejdet med børnene og de unge i praksis har været altafgørende for, at jeg overhovedet kunne skabe Konfront. Det har været afgørende, at så mange har troet på det, som jeg tror på. Nemlig, at vi her har etableret en digital platform, som kan skabe en bedre trivsel og øge livsværdien hos rigtigt mange mennesker, siger Anne Kristine Schwartzbach.

- Når jeg så modtager Vallø Prisen, så føler jeg helt ydmygt, at det bliver værdsat; at mit team og jeg knokler dag og nat for at gøre noget ved et af de områder, som vores velfærdssamfund er særdeles udfordret af – nemlig psykiske og mentale udfordringer, siger Anne Kristine Schwartzbach.

Kvindelig rollemodel

Anne Kristine Schwartzbach personlige engagement og ønske om at skabe noget, der hjælper andre, er en af begrundelserne for, at netop hun modtager Vallø Prisen 2019 og de medfølgende 100.000 kr.

- Hun gør noget uegennyttigt. Hun brænder for det her og gør det for at hjælpe andre og ikke for at tjene kassen. Det er fantastisk, at hun gør noget, hvor hun bruger sin praktiske erfaring som lærer og sit engagement til at hjælpe andre, der har det svært i deres hverdag, siger bestyrelsesformand i Vallø Stift, Christian Castenskiold.  

- Vi synes, det er fantastisk, at hun har taget springet fra at være lærer til at være it-iværksætter. Hun viser andre kvinder, at man nogen gange skal turde at tage sådan et spring – også selvom det ikke føles sikkert og naturligt, siger Christian Castenskiold.

Anne Kristine Schwartzbach er bevidst om, at hun er i en mandsdomineret verden, og at hun er med til at vise vejen for andre kvinder. Men hun håber også, at hun kan vise noget andet.

- Jeg vil gerne være en rollemodel for kvinder og piger. Men jeg vil allerhelst vise, at man ikke behøver at være perfekt for at skabe noget. At man sagtens kan realisere sine drømme, selvom man ikke nødvendigvis er den med de højeste karakterer i skolen. Jeg vil gerne vise, at man gennem hårdt arbejde kan nå sine mål – ligegyldig hvem man er, siger hun.

Se video om Konfront - en digitale platform, der øger den mentale trivsel

Fakta

  • Valløprisen blev stiftet i 2010
  • Prisen gives til en person, en forening eller en virksomhed, der har gjort en særlig indsats på sit felt
  • Man kan ikke søge om at blive modtager af prisen
  • Prisen uddeles af Vallø Stift, som er en selvejende institution og erhvervsdrivende fond
  • Udover Margrethe Vestager har blandt andre også Bydelsmødre og Maternity Foundation tidligere modtaget Vallø Prisen

 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png