2016-10-10-Virtual-reality,-partnerskaber-og-intense-møder-til-WHINN-Matchmaking.jpg

Welfare Tech styrker matchmaking med et nyt redskab

Gå ikke hjem fra et Welfare Tech-arrangement og opdag, at du er gået glip af at møde en spændende profil. Et nyt matchmaking-redskab giver dig mulighed for effektivt at holde match-møder i netværkspauserne.

Mødet mellem relevante aktører er et vigtigt udbytte af Welfare Techs arrangementer. I 2018 afholdt Welfare Tech flere end 80 tematiske arrangementer, hvor virksomheder, kommuner, hospitaler, forskere og andre interessenter fik mulighed for at mødes, diskutere og i fælleskab søge nye veje. Det er en stærk platform til at dele viden, finde ny inspiration og ikke mindst møde nye samarbejdspartnere. Netop derfor har Welfare Tech nu anskaffet et professionelt matchmaking-redskab, som fremover kan hjælpe dig med at finde og møde de rigtige mennesker.

- Med det nye matchmaking-redskab tilbyder vi nu et set-up, hvor du i netværkspauserne effektivt kan holde korte match-møder. Du kan sætte fokus på det, du tilbyder, og det du efterspørger. Kort og godt er matchmaking-redskabet en slags dating-portal for virksomheder og andre professionelle. Via søgbare profiler bliver det muligt at finde relevante match. Og de enkelte profiler er en form for visitkort, der gør at man bliver mere synlig på arrangementet, siger Karen Lindegaard, Welfare Tech. 

Det nye matchmaking-redskab giver mulighed for at sætte møder op i dagene forud for et arrangement, så man møder velforberedt frem og er sikker på, at man ikke går glip af at møde en spændende profil. 

- Det er supervigtigt, at man tager sig tid til at læse op på profilerne, så man er sikker på, at man får aftalt møder med de top-tre profiler man finder relevante, fortæller Helle Kjærgaard Kriegbaum, CEO, Blue-Nordics, der i februar 2019 prøvede det nye matchmaking-redskab.

Over 60 virksomheder fra hele norden var den 5. – 6. februar samlet til et Welfare Tech-arrangement i København under det nordiske samarbejde NorCare, hvor det nye matchmaking-redskab blev taget i brug. 

- Det var det bedste af den type arrangementer jeg har været med til. Det var en meget relevant gruppe af deltagere, og jeg havde 7 møder. Fire af dem er jeg fortsat i god dialog med om konkrete samarbejdsmuligheder, fortæller Helle Kjærgaard Kriegbaum.

Welfare Tech vil fremadrettet tilbyde matchmaking på alle større arrangementer og konferencer. 

- Vi håber, at vores medlemmer vil gøre brug af tilbuddet og får brugt det til at skabe ekstra værdi, siger Karen Lindegaard.

Tre gode råd til dig, der vil deltage på Welfare Techs Matchmaking

  1. Brug aktuelle muligheder for at udstille på markedspladser, bidrage med oplæg eller lignende. Og deltag altid i Matchmakingen! Det er en god ide at arbejde på begge flanker. Det giver alt andet lige øget synlighed. Du kan altid aftale et længere møde på et senere tidspunkt.
  2. Forbered dig og vær skarp på, hvad du vil have ud af møderne. Søger du en distributør, et nyt internationalt marked eller nye samarbejdspartnere? Kommer du fra en kommune kan du søge en speciel løsning eller viden om et område.
  3. Gør noget ud af din profil. Upload et billede så du er hurtig genkendelig. Husk at din matchmaking-profil er et digitalt visitkort. De første 5-8 ord skal kunne tale for sig selv. Jo mere simpelt du kan præsentere din løsning eller dine ønsker, jo hurtigere kan de øvrige deltagere se, om de kan være interesserede i et møde med dig.

Blue-Nordics er medlem af Welfare Tech.

Billedekilde: Welfare Tech

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png