• Forside >
  • Nyheder >
  • Vagtplanen skal lægge sig selv - Kom i gang med automatiseret elektronisk vagtplanlægning
2019-10-09-Vagtplanen-skal-lægge-sig-selv.jpg

Vagtplanen skal lægge sig selv - Kom i gang med automatiseret elektronisk vagtplanlægning

Vagtplanlægning er en tidsrøver, og derfor er der stor efterspørgsel på intelligente løsninger til vagtplanlægning. Welfare Tech inviterer til et åbent arrangement, der skal skabe kontakt mellem brugere og udbydere af automatiserede løsninger til planlægning. Første arrangement afholdes 5. december, og planen er at skabe et netværk for vagtplanlægning.

Forskellige behov og kompetencer, individuelle ønsker fra borgere og medarbejdere samt daglige ændringer. Det koster mange ressourcer at holde en vagtplan kørende på eksempelvis et plejecenter eller i hjemmesygeplejen. Derfor er der stor efterspørgsel efter nye intelligente løsninger, der kan spare tid til koordinering og give mere tid til borgerne.

Welfare Tech har samlet en række ønsker og udfordringer blandt vores medlemmer, og vi vil nu sætte fokus på behovet og finde leverandører, der kan matche efterspørgslen. Planen er at oprette et netværk, hvor medlemmer kan finde løsninger i samarbejde, fortæller Christian Graversen, direktør i Welfare Tech.  

- Vi har flere gode bud på mulige leverandører af produkter til elektronisk vagtplanlægning. Der findes flere løsninger der udformer en individuel vagtplan. Det er derfor væsentligt at tage afsæt i brugernes behov. I netværket ønsker Welfare Tech at facilitere denne dialog så den kommer alle vores medlemmer til gavn. Vores ambition for netværket at kunne hjælpe vores medlemmer på vej mod en løsning via en række af arrangementer og workshops, fortæller Christian Graversen.  

17 medarbejder koordinerer på fuld tid

Den helt store udfordring er tiden, der bliver brugt på at koordinere opgaver og personale. Det mener blandt andre Herle Klifoth, chef for Sundhed og Rehabilitering i Gladsaxe Kommune.

- Vi har hver dag 17 mennesker, der ikke laver andet end at koordinere de medarbejdere, der er på arbejde med de opgaver, der skal løses i hjemmesygeplejen. De 17 koordinatorer svarer telefoner, ændrer i planer og planlægger besøg og kørsler. Der må findes en smartere måde at gøre dette på, mener Herle Klifoth.  

Som andre kommuner har Gladsaxe en blanding af faste og løst tilknyttede medarbejdere med forskellige kompetencer. De skal dække hele døgnet ind, og hele tiden være opmærksomme på besøg, der aflyses, borgere, der udskrives fra sygehus og akutte situationer.

Gladsaxe Kommune bruger Silkeborg Data til at planlægge, hvem der møder hvornår, og det fungerer fint. Det er selve kørelisten pr. medarbejder pr. vagt, pr. dag, Herle Klifoth har brug for et system til at koordinere. Et system som formår at tage hensyn til kompetencer, vejtid og kontinuitet af medarbejder hos borgeren. 

Hvad koster en dag i hjemmeplejen?

Charlotte Skov er leder af hjemmeplejen i Ærø Kommune. Hun har brug for et system, som gør opmærksom på, hvis der er disponeret for få eller for mange medarbejdertimer i forhold til opgaverne på en konkret vagt. Antallet af medarbejdere på arbejde bør kunne tilpasses løbende. Desuden vil hun gerne have et bedre overblik over de samlede ressourcer, der bruges både dagligt og over en længere periode.

- Jeg brug for et proaktivt system, så sygeplejens faglighed og arbejdskraft benyttes bedst muligt. Men derudover ønsker jeg mig også en løsning, der giver mig et overblik over det samlede ressourceforbrug. Altså, hvad koster et besøg til bandageskift eksempelvis? Både i planlægning, mandetimer, forbrug af produkter og kørsel, forklarer Charlotte Skov. 

På plejecentret Søhusparken Plejeboliger i Syddjurs Kommune er medarbejderinddragelse vigtigt for vagtplanlægningen. De nuværende og kommende generationer forventer at have en vis indflydelse på deres arbejde, og det bakker Søhusparken op om.

- Vores medarbejdere skal selv kunne gå ind og lave ønsker. Medarbejderinddragelse er vigtig for mange, og vi vil gerne være med til at styrke arbejdsglæden, siger Kirsten Andersen, plejecenterleder.

Welfare Tech vil skabe nyt netværk

Welfare Tech vil nu gå foran i jagten på nogle gode intelligente planlægningssystemer, som kan tilpasses de enkelte behov. Vi afholder et arrangement 5. december, hvor deltagere, der efterspørger bedre systemer, kan mødes med leverandører og programmører af intelligente datadrevne vagtplansystemer.

- Meningen er at skabe netværk og match mellem udbydere og efterspørgere. Der er stor forskel på, hvad de enkelte kommuner har brug for, og heldigvis har Welfare Tech forskellige leverandører i vores netværk, som kan hjælpe med skræddersyede løsninger eller tilpasninger, siger Christian Graversen.

Kom med til Welfare Techs første arrangement om Smart Vagtplanlægning. Læs mere her.

 

Gladsaxe Kommune, Syddjurs Kommune og Ærø Kommune er alle medlemmer af Welfare Tech.

Illustration: Pixabay.com.

Kontakt

Randi_web.jpg

Randi Villebro

Konsulent

Welfare Tech

Forretningsudvikling og offentlig-privat samarbejde

T: +45 9320 2520

LinkedIn

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png