• Forside >
  • Nyheder >
  • Det skal være nemmere at bruge matematiske modeller til vagtplanlægning - Kom med til netværksmøde
2020-02-10 Det skal være nemmere at bruge avancerede modeller til vagtplanlægning - Kom til med til netværksmøde.jpg

Det skal være nemmere at bruge matematiske modeller til vagtplanlægning

Det kræver en masse data og matematik at udvikle den optimale model til elektronisk vagtplanlægning. Kom og mød en forsker, der lige nu arbejder på at gøre en avanceret matematisk løsning tilgængelig for eksempelvis kommunale hjemmeplejer. Kom med til netværksmøde i Welfare Techs netværk om vagtplanlægning.

Esbjerg Sygehus har i en årrække brugt tunge matematiske modeller til at lægge vagtplaner for læger og sygeplejersker. Modellerne er udviklet af matematikere fra SDU, og systemet fungerer i de fleste tilfælde godt. Men nu skal de matematiske modeller udvikles, og det skal fremover være lettere at skalere dem til også at kunne bruges uden for sygehuset.  

- Vi arbejder i dag med en god model til vagtplanlægning, som fungerer godt, fordi vi har tilpasset den til vores forskellige afdelinger og deres arbejdsgange og kulturer. Men der er brug for en standardmodel, så vi kan optimere vagtplanerne på endnu flere afdelinger. Samtidig vil vi gerne på sigt kunne tilbyde modellen til eksempelvis den kommunale hjemmepleje, siger Troels Martin Range, forsker i matematisk procesoptimering, SDO og IRS-Sydvestjysk Sygehus.

Forskning og dagligdag i kommunerne

Troels Martin Range er en af flere oplægsholdere ved Welfare Techs netværksmøde i netværket for vagtplanlægning onsdag den 11. marts i Odense. Konsulent Randi Villebro er klar over, at avanceret matematik ligger langt fra hverdagen i den kommunale hjemmepleje, men erfaringen viser, at medlemmerne i netværket er glade for at høre om den viden, der ligger bag deres arbejdsværktøjer.

- Alle der arbejder med vagtplaner ved, at det er en stor og kompliceret opgave at opfylde alle krav og ønsker. Ved vores seneste netværksmøde hørte vi forskere fra DTU fortælle om matematikken bag en optimal vagtplan. Det var interessant, og oplægget bekræftede os i, hvor vanskelig en opgave, sundhedssektorens vagtplanlæggere sidder med hver måned, fortæller Randi Villebro fra Welfare Tech.

Fokus på rekruttering og fastholdelse

Ved netværksmødet skal vi også høre om udfordringer og løsninger fra bl.a. SOSU-skoler og kommuner, og ved dette møde sætter vi fokus på rekruttering og fastholdelse.

- Forudsætningen for at kunne lægge en god vagtplan er et stabilt personalegrundlag. Rekruttering er derfor essentielt, for at vagtplanlæggeren kan udføre sit arbejde tilfredsstillende. Derfor er vi nødt til at starte ved rekruttering og fastholdelse, hvis vi skal finde opskriften på den gode vagtplan, fortæller Randi Villebro.

Kom og hør om:

  • SOSU-skolernes oplevelse af nutidens rekruttering.
  • To kommuners forslag til løsning af rekrutteringsudfordringen, branding og tiltrækning.
  • Den optimale vagtplan? Vi hører bud fra brugere og udviklere.
  • Få en demonstration, når leverandører på markedet viser deres løsninger frem.

Alle i netværket inviteres til at dele viden, udfordringer og løsninger, og der bliver god tid til snak blandt deltagerne ved arrangementet.

Målgruppe

Målgruppen for netværket om vagtplanlægning er ledere og medarbejdere, der arbejder med vagtplanlægning samt udbydere af løsninger og uddannelsesinstitutioner, der har den nyeste viden på området.

Formålet er at skabe netværk og mulige samarbejdsrelationer. På dagen sætter vi spot på nuværende og kommende udfordringer og løsninger inden for digital datadreven vagtplanlægning.

Spørgsmål og tilmelding

Welfare Techs medlemmer inviteres til at deltage i det gratis arrangement.

Kontakt konsulent Randi Villebro for spørgsmål og tilmelding.

Region Syddanmark og Syddansk Universitet er medlemmer af Welfare Tech.

Læs mere om Welfare Techs netværk om vagtplanlægning:

Illustration: Pixabay/Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png