• Forside >
  • Nyheder >
  • High Tech Summit - 3D-printede proteser giver bevægelsen tilbage
2020-01-27-High-Tech-Summit---3D-printede-proteser-giver-bevægelsen-tilbage.jpg

High Tech Summit - 3D-printede proteser giver bevægelsen tilbage

3D-print har har givet flere kunder og international konkurrenceevne til Sahva, der har produceret proteser i næsten 150 år. For halvandet år siden begyndte Sahva at 3D-printe proteser. Det fortalte ingeniør Frederik Ahlers Gislason på High Tech Summit 2019.

Da civilingeniør Frederik Ahlers Gislason begyndte hos Sahva, fik han til opgave at implementere 3D-print i den 147 år gamle virksomhed. Hans opgave var, at finde muligheder for digitalisering af en virksomhed, der har lavet proteser, bandager mv. i næsten 150 år.

- Da jeg startede hos Sahva, tænkte vi kun 3D-print i en-til-en i forhold til de eksisterende processer. Vi kunne sagtens 3D-printe produkterne, der før blev gipsstøbt, men det gav ikke mening, fordi det alt i alt blev dyrere, mere bøvlet og mindre pænt, sagde Frederik Ahlers Gislason High Tech Summit 2019.

Optimering af supply chain

Sahva indgik et strategisk samarbejde med en ekspert inden for 3D-print og fik teknisk sparring. Herfra tog arbejdet med 3D-print fart. Blandt andet gjorde Sahva nogle tigerspring i forhold til materialer, og det blev tydeligt, at der var nogle af processerne og arbejdsgangene der helt kunne skæres væk.

- Vi gennemgik hele vores supply chain og fik overblik over og forståelse for den administrative del, bandagistens professionalisme og produktionen. Med den nye forståelse kunne vi lave nye forretningsmodeller. Fordelen ved kun at skifte produktionen af den endelige protese til 3D-print giver ikke de store fremskridt, men at genopfinde sin egen supply chain, ved hjælp af 3D-print, giver store fremskridt, forklarede Frederik Ahlers Gislason.

Ny forretningsmodel betød hurtigere levering til kunden

Baseret på en scanning og en app-indsendelse bliver protesen nu 3D-printet. Det vil sige, at modelleringen er flyttet, og fra at det er den enkelte bandagist, der former protesen, foregår det nu centralt. Det betyder, at der frigøres ekstra kapacitet til bandagisterne, som de kan bruge sammen med kunderne.

- I starten havde flere af bandagisterne en fornemmelse af at stå på sidelinjen, men her efterfølgende er de kommet med på vognen igen. Det, der før tog bandagisterne 1½ time, tager i dag 45 minutter. Så nu har bandagisterne flere kunder end tidligere, og det er jo positivt, siger Frederik Ahlers Gislason.

Bandagisterne er i dag mindre håndværkere, og fungerer – med deres stærke faglighed – som eksperter, der afprøver og vurderer proteserne i samarbejde med kunden. Med implementeringen af 3D-print er hurtig levering kommet i fokus, og man bruger som kunde mindre tid på sin protese, idet man er gået fra at have fire konsultationer til blot to i et optimalt forløb.

- Ambitionen har hele tiden været at skære i leveringstiden og at gøre kundens rejse så let og effektiv som muligt. Vi har i dag mere aktive kunder end tidligere, og de skal bruge så lidt tid på deres protese, som muligt. De skal have et liv i bevægelse, og det forsøger vi at understøtte hele vejen rundt, siger Frederik Ahlers Gislason.

Fremtiden med 3D-print

Målsætningen hos Sahva er, at 75 procent af protesehylstrene skal kunne 3D-printes. De sidste 25 procent kan ikke printes på grund af materialets egenskaber, og fordi nogle kunder foretrækker det, de kender.

- Når man arbejder med mennesker, er der ikke noget, der hedder standard, og derfor arbejder vi med en 75/25 løsning. Ofte er du som bruger udfordret både fysisk og psykisk. Vi må heller ikke glemme, at en stor del af vores brugere har en høj alder og foretrækker det, de altid har haft, siger Frederik Ahlers Gislason.

Implementeringen af 3D-print betyder, at Sahva er mere konkurrencedygtig og i dag kan konkurrere på det internationale marked.

- Vi bruger færre ressourcer på det traditionelle håndværk og hvert enkelt produkt, og vi får solgt flere produkter. Med andre ord er brugen af 3D-print med til at holde os skarpe. Og det går kun i én retning: stærkt opadgående, siger Frederik Ahlers Gislason.

Implementeringen af 3D-print i Sahva betyder:

  • Hurtigere levering til kunden
  • Omkostningseffektivitet
  • Digital registrering af det amputerede lem
  • Øget produktionskapacitet
  • Ekstern produktionstjeneste
  • Mulighed for kreativt design
  • Færre kundebesøg

Læs mere om 3D-print hos Danish Healthtech:

 

Sporet om 3D-print i sundhedssektoren på High Tech Summit 2019 var arrangeret af Innovationsnetværket Danish Healthtech i samarbejde med MTIC, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut.

Foto: Sahva.

Kontakt

Lene-Vistisen_NY.jpg

Lene Vistisen

Seniorkonsulent

Welfare Tech

Netværksleder for Innovationsnetværket Danish Healthtech

T: +45 3176 4331

LinkedIn

Skype id : lene.vistisen.work

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png