• Forside >
  • Nyheder >
  • Nyt medlem sætter fart på forskning og kunstig intelligens
2020-11-02 Nyt-medlem-sætter-fart-på-forskning-og-kunstig-intelligens.jpeg

Nyt medlem sætter fart på forskning og kunstig intelligens

Sundhedsdata danner grund for udvikling af kunstig intelligens, som kan føre til bedre patientforløb. Men det er dyrt og tidskrævende at skaffe kliniske data nok til forskning og udvikling af kunstig intelligens. Nu har virksomheden Teal Medical udviklet en løsning, der automatisk kan trække store mængder data ud af sygehusenes systemer – samtidig med, at alle juridiske regler og GDPR overholdes. Forsker er begejstret.

Foto: Fra Teal Medical. Medarbejderne er trukket ud i grønne omgivelser for at ideudvikle.

Welfare Techs nye medlem, Teal Medical, ser ud til at have fundet nøglen til en af de store udfordringer ved at arbejde med sundhedsdata. Teal Medical har specialiseret sig i trække billeddata ud fra hospitalerne – data, som bl.a. kan bruges til forskning, udvikling og validering af kunstig intelligens.

- Vi har en helt unik mængde sundhedsdata i Danmark. Men udfordringen har altid været, at det tager for lang tid at få adgang til brugbare data, selv når patienterne har givet tilsagn, og godkendelserne er på plads. Tidligere skulle en medarbejder manuelt trække billeder ud og rense dem for personfølsomme data. Nu har vi fundet en løsning, der automatiserer hele processen med at klargøre data til forskning og udvikling, forklarer Kasper Marstal, der netop er ved at færdiggøre sin ph.d. i medicinsk billedbehandling.

Flere får adgang til store mængder data

Teal Medical er en dansk virksomhed med 10 medarbejdere, der i et års tid har arbejdet på at udvikle Teal Engine - en søgemaskine til sundhedsdata, som hurtigt kan udtrække store mængder røntgen-billeder, MR- og CT-skanninger mm. Desuden tilbyder Teal Medical at hjælpe forskere, virksomheder og hospitaler med at overholde GDPR-reglerne.

Kasper Marstal, som er en af Teal Medicals grundlæggere, har læst Medicin & Teknologi på DTU og har arbejdet på radiologisk afdeling på Frederiksberg-Bispebjerg Hospital. Her stødte han jævnligt på udfordringen med at skaffe nok data til forskning og udvikling. 

- Hidtil er den tunge forskning blevet udført af store organisationer, der havde tid og økonomi til, at medarbejdere kunne sidde og manuelt udtrække data. Det kan lade sig gøre, hvis man skal bruge 500 eller 1000 billeder. Men hvis man eksempelvis vil udvikle kunstig intelligens, og skal bruge 50.000 billeder, er det næsten en uoverskuelig opgave. Med vores løsning kan kæmpe datasæt hentes automatisk, og mulighederne bliver derfor tilgængelig for flere, forklarer Kasper Marstal.

Forskning sparer tid med den nye søgemaskine

Overlæge og professor i diagnostisk radiologi på Frederiksberg-Bispebjerg Hospital, Mikael Boesen, er initiativtager til flere projekter, hvor kunstig intelligens bruges til at analysere medicinske billeder.

- Denne nye søgemaskine løser et stort problem, og den vil sætte fart på vores forskning inden for AI og implementeringen af AI i klinisk praksis, mener Mikael Boesen.

Han bruger bl.a. Teal Medical som partner til validering af AI-algoritmer.

- Med Teal Engine kan vi på en sikker måde teste AI-algoritmer på tusindvis af anonymiserede billeder på meget kortere tid. Tidligere skulle vi bruge måneder på manuelt at overføre data fra hospitalssystemerne til et sikkert forskningsmiljø. Nu tager det et par uger, og vi kan bruge vores tid og ressourcer, hvor det betyder mest – nemlig til at udvikle teknologi til gavn for et bedre sundhedsvæsen og til at skabe lige sundhedstilbud til alle, siger Mikael Boesen.

Klar til nye samarbejder

Teal Medical ser frem til nye samarbejder med både virksomheder, vidensinstitutioner og sundhedsvæsnet i Welfare Techs netværk, og senere den nye nationale klynge for life science og velfærdsteknologi, hvor sundhedsdata også kommer i fokus.

- Vi skal blive bedre til at udnytte det enorme potentiale, der ligger i sundhedsdata. Hidtil har udfordringerne været juridiske barrierer, tid og penge. Med Teal Engine er vi kommet rigtig langt, for at også SMV’er kan få adgang til store mængder data, siger Kasper Marstal.

Teal Medical er nyt medlem hos Welfare Tech.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png