• Forside >
  • Nyheder >
  • Kom og vær med – det giver vækst at være med i faglige aktiviteter
2020-09-16-Kom-og-vær-med-–-det-giver-vækst-at-være-aktiv-i-faglige-aktiviteter.jpg

Kom og vær med – det giver vækst at være med i faglige aktiviteter

Konferencer, netværksmøder, webinarer og forskningsprojekter. Det betaler sig at deltage i relevante faglige arrangementer og projekter. Netværk og samarbejde på tværs giver viden, som styrker virksomheden og skaber omstillingsparathed – og ikke mindst vækst. Fra nytår bliver mulighederne endnu bedre.

Du får mere end nyttig viden og gode kontakter af at deltage i relevante faglige arrangementer.

Faglig aktivitet kan give vækst i virksomheden, viser Welfare Techs tal. De virksomheder, som har været mest aktive og deltaget i flest events og aktiviteter i Welfare Tech er i gennemsnit vokset med 12%.

- Det er dejligt at se, at projekter, videndeling og samarbejde også giver vækst. Det vidner om, at det velfærdsteknologiske område er stærkt og i god udvikling, siger Krista Ebsen Blaabjerg, der er chef for medlemsservice i Welfare Tech.

Samarbejde er nødvendigt for at vokse

Virksomheden Chromaviso har været medlem af Welfare Tech siden 2015 og er en af de virksomheder, som ofte har deltaget i foreningens netværk, konferencer og projekter.

Chromaviso er i dag førende inden for døgnrytmelys, og har leveret løsninger til mere end 100 hospitaler og plejehjem i Skandinavien, fortæller Ane Eskildsen, kommunikationschef.

Chromavisos løsninger er udviklet i tæt samarbejde med det kliniske personale og dokumenteret i forskning. Chromaviso har bl.a. udviklet diagnosespecifikke lysprotokoller i samarbejde med  Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet og flere kommuner.

- Med positive forskningsresultater og erfaringer fra praksis er efterspørgslen på døgnrytmelys steget de senere år. Welfare Tech har hjulpet os med at komme i kontakt med nye samarbejdspartnere, og på konferencer har vi haft mulighed for at formidle vores viden til et bredere publikum. Det har styrket vores forretning, fortæller Ane Eskildsen.

Chromaviso har netop startet et spændende projekt om implementering i samarbejde med Aalborg Universitet og Innovationsfonden.

Mere aktivitet = flere nye job

De seneste tre år har Welfare Tech drevet et projekt, der havde til formål at styrke og videreudvikle det velfærdsteknologiske økosystem – altså at skabe vækst og udvikling hos smv’ere, der arbejder med velfærdsteknologi. Siden 2017 har Welfare Tech bl.a. afholdt 331 events og webinarer.

I den afsluttende rapport fra projektet fremgår det, at de 175 små og mellemstore medlemsvirksomheder, der har været mest aktive i Welfare Techs events og projekter, i gennemsnit har skab 12% flere nye jobs end de virksomheder, som ikke er ligeså aktive i klyngen – på bare tre år.

- Tallene viser, at det at være i et netværk giver bedre muligheder for udvikling. Vi ser, at mange virksomheder udvikler sig mere markedsdrevet ved eksempelvis at bruge arrangementer og webinarer til at få dialog med kommuner og hospitaler, som de er afhængige af at få salg hos. Virksomhederne møder også andre virksomheder fra samme branche, og det sætter skub i udvikling, nye samarbejder - og i nogle tilfælde nye virksomheder og opkøb, fortæller Krista Ebsen Blaabjerg.

Netværk skaber innovation

Welfare Techs nye tal bakkes op af Cluster Excellence Denmark, der er den nationale supportfunktion for innovationsnetværk og klynger i Danmark.

Projektchef Kaspar Nielsen bekræfter, at deltagelse i møder og projekter giver virksomhederne viden og værktøjer til at udvikle sig.

- Størstedelen af de virksomheder, som er med i Welfare Tech, er SMV’er og mange er start ups. Når de deltager i aktiviteter i netværket får de viden om, hvordan de kan udvikle deres virksomhed – eks. via omstilling, samarbejde eller digitalisering. Her er klynger som Welfare Tech et godt eksempel på, hvordan netværk kan skabe innovation og dermed vækst, fortæller Kaspar Nielsen.

Ifølge Cluster Excellence Denmark har virksomheder fire gange så høj sandsynlighed for at blive innovative, når de deltager i klyngeaktiviteter, som dem Welfare Tech afholder. Derudover opnår disse virksomheder 3,6% vækst i produktiviteten (Viden & Vækst, 2018).

Ny national klynge fortsætter netværksarbejdet

Ved årsskiftet fusioneres Welfare Tech ind i den nye nationale klynge for life science og velfærdsteknologi – Danish Life Science Cluster. Medarbejdere og aktiviteter i Welfare Tech fortsætter i den nye klynge, og Krista Ebsen Blaabjerg ser frem til at bruge de gode erfaringer fra projektet i samarbejde med de kommende kolleger fra bl.a. Medtech Innovation Consortium, Life Science Innovation North Denmark, Copenhagen Healthtech Cluster og BioPeople.

Fakta:

Welfare Tech har fra 2017-2020 gennemført projektet Styrkelse og videreudvikling af det velfærdsteknologiske økosystem.

Siden 2017 har Welfare Tech:

  • Afholdt 331 events og webinarer
  • Gennemført 31 formelle innovationsprojekter
  • Leveret 1072 match.
  • 175 smv’er har deltaget i tre eller flere af Welfare Techs events.

Welfare Tech er certificeret som guldklynge af EU-Kommissionens kvalitetssikringssystem, The European Cluster Excellence Initiative, ECEI.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png