• Forside >
  • Nyheder >
  • Life science- og sundhedsindustrien skal med på den grønne bølge
2021-01-13-Life-science--og-sundhedsindustrien-skal-med-på-den-grønne-bølge.jpg

Life science- og sundhedsindustrien skal med på den grønne bølge

Danmark markerer sig internationalt i den grønne omstilling, men life science- og sundhedsindustrien halter efter viser ny undersøgelse, som har kortlagt branchens største teknologiske behov og udfordringer. Industrien efterlyser større efterspørgsel på grønne løsninger fra det offentlige.

Den danske life science- og sundhedsindustri halter efter, når det handler om grøn omstilling. Kun en tredjedel har aktivt sat den grønne omstilling på dagsorden og bruger det som konkurrenceparameter. Omvendt er industrien godt med, når det handler om digitalisering.

Det viser en ny undersøgelse, som FORCE Technology har gennemført blandt danske life science-virksomheder i samarbejde med Biopeople, Dansk Industri, Medicoindustrien, Lægemiddelindustriforeningen, Life Science Innovation North Denmark og Welfare Tech.

Undersøgelsen blev gennemført i oktober 2020. 131 respondenter deltog, heraf arbejdede 34 % med medicinsk udstyr, 28 % med farma og 11 % med velfærdsteknologi. Formålet med undersøgelsen var at identificere industriens teknologiske behov og udfordringer, særligt inden for de to globale makrotendenser:

Digitalisering og grøn omstilling! 

- Vi har en utrolig stærk life science-industri og en fantastisk historik og erfaring på feltet. Men det må ikke få os til at tro, at vejen til toppen er uden forhindringer. Der er enkelte sten i skoen, som vi er nødt til at fjerne, hvis vi faktisk mener det, når vi siger, at vi vil være blandt de førende life science-nationer i verden, siger Thomas Bech Hansen, Vice President i FORCE Technology.

Resultaterne fra undersøgelsen er nu samlet i en rapport, som blev præsenteret på et webinar i december. 

Download rapporten: Status på digitalisering og grøn omstilling anno 2020
teknologiske behov og udfordringer i life science-industrien i Danmark

Se eller gense webinaret: Er life science industrien grøn og digital?

4 vigtige konklusioner fra undersøgelsen

Industriens to største udfordringer er ifølge rapporten overholdelse af de regulatoriske krav, regler og standarder samt udvikling af helhedsløsninger for samspillet mellem medicin og teknologi. Det gælder både for industrien som helhed og for den enkelte virksomhed. 

COVID-19 påvirker de små virksomheder mest. Mens 56 % af alle respondenter vurderer, at de om 2 år vil mærke ingen eller positiv udvikling som følge af COVID-19, svarer 36 %, at de forventer en negativ påvirkning. Og det er særligt de små virksomheder, der er bekymrede for fremtiden, mens mikro-virksomhederne ser ud til at være upåvirkede af situationen. 

Digitalisering er vigtig. Næsten 90 % af respondenterne svarer, at digitalisering er vigtig eller meget vigtig. På den interne side drives digitaliseringen af interne processer, mens det på markedssiden handler om samspillet med den digitale omstilling i sundhedsvæsenet generelt. Blandt udfordringerne er den digitale infrastruktur, at virksomhederne ikke har ressourcer nok til at digitalisere, og at det kan være svært at udnytte ny teknologi optimalt. 

Grøn omstilling og initiativer, som skåner miljøet og nedbringer CO2-udledningen, fylder ikke så meget for virksomhederne. Kun 50 % oplever grøn omstilling som vigtig. Det er især de store virksomheder, der har grøn omstilling på dagsordene, og de har primært blikket rettet mod ressourceforbrug, spild og miljøpåvirkninger i produktionsledet, mens grønt image og regulatoriske krav spiller en mindre rolle. 

Stigende efterspørgsel på grønne løsninger

Billedet overrasker Welfare Techs direktør.

- Det er overraskende, at den grønne omstilling ikke fylder mere i undersøgelsen. Vi ser mange virksomheder, der har fokus på grøn omstilling. Især nye virksomheder, der er på vej op, som tænker det ind fra starten. De ved måske ikke helt hvordan, men de vil gerne bruge det aktivt, som en konkurrenceparameter fremadrettet, siger Søren Møller Parmar-Sielemann, direktør i Welfare Tech. 

Han efterlyser større fokus på den grønne bundlinje i den offentlige indkøbsproces, og ser en klar kobling til de digitale teknologier. 

- De digitale løsninger kan have en grøn bundlinje. Et godt eksempel er telemedicin, som kræver mindre transport, siger Søren Møller Parmar-Sielemann. 

Synspunktet bakkes op af Peter Huntley, direktør fra Medicoindustrien, der ser lignende tendenser i de nye indkøbsstrategier og krav fra EU.

- Vores branche kommer til at omstille sig i en retning, hvor man kommer til at kigge mere på emballage, toksikologi (læren om giftstoffer og deres virkning, red.), genanvendelse og genbrug, fortæller Peter Huntley.

- Der er en helt ny bæredygtighedsdagsorden, som virksomhederne vil rette ind efter. Om det bliver et konkurrenceparameter er mindre sandsynligt. Måske bliver det sat som et minimuskrav, hvis man vil leverer til det offentlige, siger Peter Huntley.

Ifølge Thomas Bech Hansen fra FORCE Technology er det en vigtig opgave i den nye nationale klynge, Danish Life Science Cluster, at få motiveret de små virksomheder til at blive mere bæredygtige og grønne, så de kan vokse sig store og succesfulde. 

- De store skal inspirere de små og gå forrest, så de små kan køre på hjul bag dem. Fælles grønne initiativer på life science-området, hvor flere løfter sammen, er også en mulighed, siger Thomas Bech Hansen.

Læs også: Klimaudfordringen presser sundhedssektoren til grøn omstilling

Billede: Pixabay

Kontakt

Søren_NY1.jpg

Søren Møller Parmar-Sielemann

Adm. direktør

Welfare Tech

Projektstyring, innovationspartnerskaber og sundhedsinnovation

T: +45 2932 7470

LinkedIn

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Welfare Tech bliver til Danish Life Science Cluster. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder fra netværket og invitationer til kommende arrangementer direkte i din mail-boks.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png