2018-11-26-The-Sound-of-Music-i-sundhedsvæsenet_org.jpg

Elvis og Mozart forbedrer livskvalitet for demente

Innovationsprojektet Lyd og Sundhed har gennem to år undersøgt, hvorvidt musik kan være med til at forbedre livskvaliteten for demente borgere. Resultatet er positivt.

Pressemeddelelse, 5. oktober 2018 (i samarbejde med Struer Kommune)

Antallet af mennesker med demens er stadigt stigende og op mod 80-90 %. af beboere på danske plejecentre har demens i varierende grad. Mange demente lider af bl.a. døgnrytme- og søvnforstyrrelser, og det er med til at forværre livskvaliteten. Dårlig søvn er nemlig med til at skubbe demens yderligere i en negativ retning.

Men musik kan gøre noget helt særligt for demente, der lever med både sygdommen i sig selv og følgevirkningerne af den. Præcist hvor meget og hvordan, musik påvirker dementes søvn og livskvalitet positivt, forsøger innovationsprojektet Lyd og Sundhed at belyse, blandt andet med hjælp fra Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, innovationsnetværket Welfare Tech og Struer Kommune.

Lyd som grundlag for positiv forandring

Struer Kommune har været en central partner i projektet. De 40 demente borgere, der har deltaget i samråd med deres pårørende og fået testet deres søvnkvalitet under påvirkning af forskellige typer musik, bor på plejecentre rundt om i kommunen samt enkelte, som bor hjemme hos sig selv.  De videnskabelige resultater bliver først præsenteret ved konferencen ”Sound of Music i Sundhedsvæsenet” i Aarhus den 26. november, men Demensafsnittet har allerede oplevet positive effekter, som de arbejder videre med i hverdagen.

- Både borgerne og deres pårørende har taget rigtig godt imod søvn og demens-projektet fordi de oplever, at det forstærker borgerens livskvalitet. Samtidig understøtter projektet den måde vi bruger lyd i Struer, nemlig som et middel til at opnå konkrete mål og skabe grundlag for positiv forandring. Det vil eksempelvis sige lyst til aktivitet, til velvære osv. - med udgangspunkt i borgerens behov. Vi bruger lyd og musik bevidst i dagligdagen med demente borgere – på lige fod med andre basale ting som mad og personlig pleje – og det gør vi, fordi det forbedrer hverdagen for demente og fordi vi også oplever en positiv effekt i medarbejdernes trivsel, fortæller Karin Thøgersen, funktionsleder på Demensafsnittet i Struer Kommune.

Mere energi og mindre uro

Også fra Aarhus Universitets Center for Music in the Brain lyder der positive toner om effekten af musik på dementes livskvalitet.

- Vi kan foreløbigt registrere, at både borgere og personale har været oprigtigt glade for musikken og synes, mange af de demente har fået en bedre søvn – eller en anden positiv virkning, som f.eks. mere energi i løbet af dagen eller mindre uro, siger Kira Vibe Jespersen fra Aarhus Universitet (Music In The Brain) – en af projektpartnerne i Lyd & Sundhed.

Dataopsamlingen fra Lyd & Sundhed er nu afsluttet, og Aarhus Universitet og Dansk Teknologisk Universitet er ved at analysere data fra projektet. Hvad dataene siger, bliver endeligt afsløret på konferencen ”The Sound of Music i Sundhedsvæsenet” i Aarhus den 26. november. Her deltager også Struer Kommune for at blive inspireret til, hvordan projektets erfaringer kan bruges i det videre arbejde med at skabe velfærd af høj kvalitet for borgerne. 

Læs mere om Welfare Tech og konferencen her

Søvn og demens-projektet blev sat i gang i 2016 i samarbejde med DTU, Danish Sound Network, Welfare Tech Innovationsnetværk for Sundhed og Velfærdsteknologi, AU Center for Music in the Brain samt en række private virksomheder, som leverede bl.a. højttalere og musik.  

Læs mere om projektet her

 

Kontakt

Lene-Vistisen_NY.jpg

Lene Vistisen

Seniorkonsulent

Welfare Tech

Netværksleder for Innovationsnetværket Danish Healthtech

T: +45 3176 4331

LinkedIn

Skype id : lene.vistisen.work

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png