OPI-SUBSITE
2020-09-07 Få styr på dine interessenter_OPIguide_case.jpg'

Hvem vil købe min løsning? Få styr på dine interessenter

Mange mennesker kan have holdninger til, om et produkt giver værdi. For at lykkes med en ny løsning til sundhedssektoren, bør I som virksomheden allerede i opstartsfasen gøre jer klart, hvem der vil få indflydelse på, om jeres løsning bliver en succes. Der vil ofte være en række interessenter på flere niveauer, der er med til at vurdere, om du skal have ordren.

Kategori : Opstart
Ejer : Syddansk Universitet og Ordblindetræning

Casen er oprettet 09.09.2020

Udover et stærkt produkt har en virksomhed brug for interesse - og velvillighed - fra forskellige interessenter for at lykkes. Derfor er det vigtigt at have styr på sine interessenter eller stakeholders.

En stakeholder eller interessent er de personer, samarbejdspartnere eller grupper, som har interesse og betydning for en virksomhed. Stakeholders/interessenter kan både have negativ og positiv indflydelse på en virksomhed.

Kend dine stakeholders

Som en del af aktiviteterne i Syddansk OPI-pulje, har Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU afholdt workshop for en række virksomheder, som er midt i et projekt i Syddansk OPI-pulje. Temaet for workshoppen var ’Kend dine stakeholders’. Lektor Majbritt Rostgaard Evald, SDU, forklarede, at det er vigtig allerede i opstartsfasen af et OPI-projekt at have styr på, hvem der er stakeholder eller interessent for en given løsning.

- I det offentlige er slutbrugeren sjældent den samme som indkøberen. Og inden, der ligger en reel ordre hos virksomheden, skal løsningen gerne igennem en række led som eksempelvis personalet, afdelingsledelsen og andre. Derfor er det vigtigt for en virksomhed at vide, hvem man skal have øje for på sin vej mod markedet, forklarer Majbritt Rostgaard Evald.

Hvem får gavn af din løsning?

En metode til at udpege dine interessenter kan være pain-gain-jury-modellen, der peger på, hvem der kommer i berøring med din løsning.

  • Pain – hvem har udfordringerne. Er det ex. sundhedspersonalet, patienten, de pårørende?
  • Gain – Hvordan løses udfordringerne? Via din nye løsning.
  • Jury – hvem bedømmer løsningen? Skal produktet give en økonomisk besparelse, kan tilfredse brugere give øget salg?

Hvilke former for værdi giver din løsning?

En anden metode til at finde dine interessenter er ved at udpege de forskellige former for værdi, din løsning skal skabe (ex. ved hjælp af Værditrekanten af Larreche, J. C. (2008)):

  • Finansiel værdi: Pris, forbrug, vedligeholdelse, træning
  • Funktionel værdi: Reduktion i håndtering, øget produktivitet, miljøvenlighed
  • Følelsesmæssig værdi: Angst, holdninger, behag, image, bekvemmelighed, særligt udtryk
  • Uhåndgribelig værdi: Risiko, tid, innovation, etik, samfundsmæssige forhold

Værdifuldt samarbejde mellem virksomhed og videninstitution

Virksomheden Ordblindetræning har tidligere deltaget i et OPI-projekt, men medstifter Thomas Mose fik alligevel noget nyt med hjem fra workshoppen på SDU.

- I Ordblindetræning er vores kunder bl.a. kommunerne, og her findes mange forskellige lag af interessenter, fx politikere, skoleledere, lærere og forældre. Så det er sundt for os at se vores virksomhed lidt udefra og få sat ord på vores styrker og udfordringer. Det giver nogle nye input at lave øvelser med de dygtige forretningsfolk fra SDU. Med input fra eksperterne har vi sporet os ind på, hvor vi skal henvende os på kommunalt plan med vores færdige løsning, sagde Thomas Mose. 

Ordblindetræning udvikler en løsning, der skal gøre skolebørn bedre til at bruge deres it-hjælpemidler. 

Andre områder, du også bør have øje på i opstartsfasen, når du udvikler velfærdsteknologi:

  • økosystemet på sundhedsområdet
  • kommercialisering som en del af innovationsprocessen
  • værdiskabelse
  • kundernes og brugernes opfattelse af jeres løsning.

 

 

 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png