OPI-SUBSITE
2019-08-08-Mit-Welfare-Tech-Honore Care.jpg

Månedens profil: J. Honoré Care

Bedre implementering af velfærdsteknologi gennem fx undervisning af terapeuter i kommunerne, samarbejde og udvikling af sensorer til bideter. Læs mere om virksomheden J. Honoré Care fra Fredericia, som er månedens profil i juni.

Honoré Care er specialist og leverandør af skylle-tørretoiletter, bidetsæder, toiletløftere og andre hjælpemidler, som bidrager til værdighed og selvstændighed i forbindelse med toiletbesøg. J. Honoré Care sælger deres produkter i både Danmark, Holland, Sverige, Norge, Finland og Island.

Mads Honoré Jacobsen, Business Development Manager hos J. Honoré Care, fortæller herunder om spidskompetencer, plads i klyngen og syn på det velfærdsteknologiske marked.

Hvorfor er I medlem af Welfare Tech?

- Vi er medlem fordi Welfare Tech har været dygtige til lave nogle interessante arrangementer og generelt bidrager positivt til samfundsdebatten omkring velfærdsteknologi. Samtidig giver klyngen adgang til et stort netværk af både private aktører og kommunale beslutningstagere.

Hvad får I ud af at være medlem?

- Vi får mulighed for at mødes med andre aktører i markedet og deltage i diverse netværksmøder og arrangementer. Samtidig bliver vi holdt opdateret på den generelle udvikling i branchen og de nyeste trends.

Hvad kan I bidrage med/tilbyde til de andre medlemmer i klyngen?

- Vi kan bidrage med erfaring og sparring. Til medlemmer fra den kommunale sektor kan vi bidrage med erfaringsudveksling og rådgivning indenfor vores fagområde. Vi er også åbne overfor samarbejde med andre virksomheder på områder, hvor vores kompetencer eller produkter kunne komplimentere hinandens.

- Derudover har vi i samarbejde med Device Intelligence udviklet en sensor til CareBidets. Sensoren kan indsamle objektive data på, hvordan produkterne anvendes og hvor ofte. Formålet er at give kommunerne et analytisk redskab til bedre implementering og optimering af deres investering i bidetsæder. Hvis der fx er 50 bidetsæder installeret på et plejecenter og det kun er 80%, som bliver anvendt, så ville det være muligt for personalet/implementeringskonsulenten målrettet at undersøge årsagen og igangsætte forbedrende tiltag, som fx ekstra uddannelse. Det kunne også være, at der ikke længere er behov for produktet, hvorfor det i stedet kunne være til gavn hos en anden beboer.

Hvad arbejder I med for tiden – nye produkter, samarbejder el. lign.?

- Vi har i øjeblikket fokus på at understøtte vores offentlige kunder med bedre implementering af skylle-tørre toiletter. Det gør vi bl.a. ved at tilbyde undervisning til den gruppe af terapeuter, som i kommunen, arbejder med visitering af vores produkter.

Hvad er i dine øjne den største tendens/udfordring på markedet lige nu?

- Vores største udfordring i øjeblikket er at finde en vej ind på det engelske marked. Her er vi ved at screene potentielle forhandlere, som kan stå for distributionen og salget af vores produkter i UK. Vi modtager derfor gerne gode råd og erfaringer fra andre medlemmer med aktiviteter i det engelske.

 -Det er min klare fornemmelse, at implementering er på dagsordenen hos både virksomheder og kommuner. Der er efterhånden rigtig mange produkter og løsninger, som er blevet udviklet og testet i forskellige pilotprojekter i de seneste par år. Nu handler det om også at få løsningerne udbredt og implementeret i større skala så potentialet ved teknologier kan blive udnyttet.

For mere information om J. Honoré Care så besøg www.honorecare.dk eller kontakt Mads H. Jacobsen, Product Manager, T.  +45 7556 3244, mads@honorecare.dk.

Honoré Care har været medlem af Welfare Tech siden januar 2018.

Læs også om Suma Care, som er månedens profil i maj.

 

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK 580b.png