OPI-SUBSITE
2020-06-02-1-Hvordan-får-jeg-min-løsning-ind-på-markedet.jpg

Hvordan får jeg min løsning ind på markedet?

De virksomheder som er en del af Syddansk OPI-pulje, får støtte til at udvikle deres velfærdsteknologiske løsninger. Men de lærer også om forretningsudvikling og får direkte sparring til, hvordan de kan afsætte deres løsning til sundhedssektoren og andre markeder.

Hvem skal bruge den nye løsning, jeg er ved at udvikle? Og hvem skal jeg forsøge at sælge den til?

Det kan være en udfordring for en mindre virksomhed at komme ind på markedet i den danske sundhedssektor. Derfor var målgrupper og forretningsudvikling i fokus, da SDU holdt workshop for en række virksomheder, som udvikler ny velfærdsteknologi i samarbejde med Welfare Tech og Syddansk OPI-pulje.

- Vi er en lille virksomhed, og softwareudvikling er vores speciale. Vi har ikke så meget erfaring inden for salg til sundhedssektoren, og derfor har det stor værdi for os, at vi kan få sparring på, hvordan vi skal afsætte vores løsning. Desuden har vi fået indblik i, hvordan vi kan udvide vores marked, fortæller Christian Nørrelund, medstifter af Wacky Studio.

Sammen med sin kompagnon, Thomas Nørgaard udvikler han en læringsplatform, VR Trainer, med virtual reality til sygeplejersker.

Foto fra OPI-Workshop

Foto fra OPI-workshop

Brug for sparring til forretningsdelen

I samarbejde med Welfare Tech samlede SDU tre virksomheder, som alle er en del af Syddansk OPI-pulje til en temadag med oplæg, øvelser og netværk. Virksomhederne er allerede langt i udviklingen af deres produkter som alle er teknologiske løsninger, som er rettet mod sundhedssektoren. Men denne workshop var målet, at støtte virksomhederne i at afsætte løsningerne, forklarede Majbritt Rostgaard Evald, lektor, Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse på SDU.

- De virksomheder, som er med i OPI-projekterne, er virkelig dygtige til den tekniske del, og de har udviklet nogle gode værdiskabende løsninger til borgere og sundhedspersonale. Men i den markedsrettede del har virksomehederne typisk behov for mere viden, så der vil vi støtte dem. Målet er, at de produkter, der er udviklet i Syddansk OPI-pulje, får den bedst mulige forberedelse til at møde markedet i sundhedssektoren, forklarede Majbritt Rostgaard Evald.

På workshoppen blev deltagerne bl.a. skarpere på

  • deres stakeholders
  • økosystemet på sundhedsområdet
  • kommercialisering som en del af innovationsprocessen
  • værdiskabelse
  • kundernes opfattelse af deres løsning.

Virksomhederne er glade for læring og netværk

Virksomheden Ordblindetræning har tidligere deltaget i et OPI-projekt, men medstifter Thomas Mose fik alligevel noget nyt med hjem fra workshoppen på SDU.

- Det er altid sundt at se sin virksomhed lidt udefra og få sat ord på vores styrker og udfordringer. Det giver nogle nye input at lave øvelser med dygtige forretningsfolk. Vores kunder vil typisk være kommunale skoler, og med input fra eksperterne har vi sporet os ind på, hvor vi skal henvende os på kommunalt plan med vores færdige løsning, sagde Thomas Mose. 

Ordblindetræning udvikler en løsning, der skal gøre skolebørn bedre til at bruge deres it-hjælpemidler.

Den tredje virksomhed på workshoppen var VitaSim, som udvikler en VR-læringsplatform til uddannelsesinstitutioner. Adm. direktør Rune O. Jensen havde bl.a. glæde af at sparre med Wacky Studio, som også udvikler VR.

- Vi har behov for at blive bedre til at drive forretning, men netværket med de andre virksomheder er også vigtigt. Jeg har allerede samlet et liste over emner og ideer, jeg skal hjem og have afklaret. Så det har været en lærerig dag, sagde Rune O. Jensen.

Tæt kontakt til det offentlige og adgang til sparring

Rie Jakobsen, projektleder for Syddansk OPI-pulje fra Welfare Tech, deltog som sparringspartner for virksomhederne. For hende er en af værdierne i OPI-puljen, at deltagerne støttes i flere faser af deres udvikling.

- Jeg tror, at OPI-puljen er så populær blandt virksomhederne på grund af kombinationen af kontakter og sparring. Allerede inden virksomhederne søger støtte fra puljen, tilbyder vi vejledning og afklaring af deres projekt. Gennem hele forløbet har virksomhederne tæt kontakt til deres offentlige samarbejdspartner. Og når løsningen er klar til det, inviteres virksomhederne til en række workshops, hvor dygtige forretningsudviklere fra SDU giver dem én-til-én-sparring. Der er altså mange muligheder for vejledning i det års tid, et projekt i OPI-puljen typisk varer, forklarer Rie Jakobsen.

Hun er nu klar til at vejlede den næste gruppe af mulige ansøgere til Syddansk OPI-pulje. Næste ansøgningsfrist er 1. oktober.

Syddansk OPI-pulje er støttet af Den Europæiske Regionalfond.

Støttes af

Welfare Tech er medfinansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

WT hjemmeside_DK_Erhvervsfremmebestyrelsen.png